Selv om hun er ærgerlig over at have siddet udenfor og kigget på i flere måneder, kan håndboldspilleren Lærke Møller alligevel finde de positive sider ved den knæskade, som hun pådrog sig i juni måned.
Landsholdsplaymakeren har nemlig haft godt af genoptræningen, som har styrket hendes fysik betragteligt forud for VM i Brasilien i næste måned.
- Vi blev testet af Team Danmark i tirsdags, og jeg klarede det bedre, end jeg nogensinde har gjort. Mine tal var højere hele vejen igennem, siger Lærke Møller, der også vandt den interne dyst på holdet i løbetesten.
Derfor har landstræner Jan Pytlick heller ikke haft betænkeligheder ved at udtage FC Midtjyllands-spilleren til VM-truppen.
Dog må han påregne at skulle give Møller pauser undervejs i turneringen.
- Aftalen med klubben og fysioterapeuten er, at jeg skal passe min styrketræning.
- Det betyder, at jeg måske skal spille noget mindre i et par kampe eller skal springe en taktisk træning over og gå i styrkerummet i stedet for, siger Lærke Møller.
Hun regner bestemt med at kunne være med til at indfri målsætningen om en plads blandt de syv bedste hold.
- Det skal kunne lade sig gøre. Jeg synes i hvert fald, at vi hører til deroppe, siger hun.
Lærke Møller får sin VM-debut i Brasilien. Hun var godt nok også udtaget til VM i Kina, men ødelagde sin akillessene aftenen inden den første kamp.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde