Lampard brænder straffe - City snupper sejr i topkamp
Overraskelsen lå længe og lurede, men Manchester City endte med at vinde den engelske topkamp med 2-0 på hjemmebane over Chelsea.
City-profilen Yaya Toure var med til at sikre sejren med et vigtigt 1-0-mål efter 63 minutter, efter at ivorianeren var blevet spillet smukt fri af kantspilleren David Silva.
Sejren til City må også siges at være fuldt fortjent i en kamp, der var både underholdende, tempofyldt og chancerig.
City dominerede i det meste af første halvleg og burde have været foran med et eller to mål inden pausen.
Men hjemmeholdets stjerneangriber Sergio Agüero var uskarp, og Jack Rodwell uheldig i sine afslutninger, og så holdt Chelsea sig inde i kampen.
I begyndelsen af anden halvleg fik Chelsea dog en stor chance for at skabe overraskelsen, da angriberen Demba Ba blev fældet i feltet af City-keeper Joe Hart, selv om kontakten var minimal.
Chelsea-stjernen Frank Lampard brændte efterfølgende forsøget på sin engelske landsholdskollega Joe Hart, som dermed gjorde skaden god igen.
Agüero fik kort efter tilspillet sig endnu et par gode chancer til at bringe City foran, men det blev ved lige ved og næsten for argentineren.
Og så måtte Yaya Toure træde i karakter som målscorer, selv om midtbanespillerens rolle egentlig er at rydde op på den defensive midtbane.
Fem minutter før tid afgjorde den indskiftede angriber Carlos Tévez opgøret med et fornemt mål på langskud til 2-0.
City konsoliderede med sejren andenpladsen i Premier League foran netop Chelsea. City har nu 56 point efter 27 kampe, mens Chelsea har 49 point på tredjepladsen.
United fører ligaen med 68 point efter lørdagens 2-0-sejr ude over Queens Park Rangers.
Newcastle vandt 4-2 hjemme over Southampton i søndagens anden Premier League-kamp. Den tidligere FC København-spiller Jos Hooiveld scorede selvmål i den kamp.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde