Lance Armstrong: Jeg føler mig gjort til syndebuk

I et interview med cyclingnews.com siger den tidligere cykelrytter Lance Armstrong, at han føler sig gjort til syndebuk for sportens mangeårige problemer med doping.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Ja, det gør jeg faktisk. Men jeg forstår også hvorfor. Du ligger, som du har redt, siger amerikaneren, der tidligere på måneden over for talkshowværten Oprah Winfrey indrømmede at have dopet sig til sine syv sejre i Tour de France.

- Min generation var ikke anderledes end de andre. "Hjælpen" har udviklet sig gennem årene, men det er et faktum, at vores sport er forbandet hård.

- Tour de France blev opfundet som et stunt, og det er nogle meget barske motherfuckers, som i et århundrede har kæmpet og har ledt efter fordele.

- For 100 år siden hoppede de på tog. Nu er det epo. Ingen generation er udeladt eller ren. Ikke Merckx', ikke Hinaults, ikke LeMonds, ikke Coppis, ikke Gimondis, ikke Indurains, ikke Anquetils, ikke Bartolis og ikke min, siger Armstrong.

41-årige Armstrong mener, at en sandheds- og forsoningskommission er den eneste måde at hjælpe sporten på.

- Dette handler ikke om én mand, ét hold, én sportsdirektør. Dette handler om cykling, og for at være ærlig, alle udholdenhedssportsgrene.

- Offentlig lynchning af én mand og dennes hold løser ikke dette problem, lyder det fra Armstrong.

Amerikaneren vandt Touren syv gange fra 1999 til 2005, men efter en rapport sidste år lavet af det amerikanske antidopingagentur (Usada) er Armstrong blevet frataget sejrene.

/ritzau/