Det så voldsomt ud, men Lance Armstrong slap med skrækken, da han på en bevæget torsdag blev sendt i asfalten på 5. etape af Tour of California.
Den amerikanske cykelrytter, som samme dag blev anklaget for at have optrådt som dopinglæremester af sin tidligere hjælperytter Floyd Landis, var involveret i et styrt tidligt på etapen fra Visalia til Bakersfield sammen med en gruppe andre ryttere.
Det gav den syvdobbelte Tour de France-vinder heftige smerter i venstre albue og en stor skramme omkring venstre øje.
Han forsøgte at køre videre, men måtte opgive cirka 10 kilometer senere.
- Det var et af den slags styrt, der sendte mange af os ned. Jeg prøvede at køre videre, men mit øje var hævet, så jeg kunne ikke se ordentligt, og smerterne i albuen forhindrede mig i at holde på styret, siger Lance Armstrong i en pressemeddelelse fra Team RadioShack.
Amerikaneren blev herefter sendt på hospitalet, hvor han blev syet med otte sting under venstre øje.
Røntgenundersøgelser viste, at han ikke har brækket noget, og derfor forventer Armstrong snart at være tilbage.
- Jeg hviler mig et par dage, og så skal jeg tilbage på cyklen så hurtigt som muligt, siger Lance Armstrong.
Amerikaneren har Tour de France som årets store mål. Det franske etapeløb begynder den 3. juli i Rotterdam.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde