Landsholdet skal lukrere på bredt angriberrepertoire

Kasper Dolberg har scoret 11 mål i 50 landskampe. Yussuf Poulsen har scoret 14 mål i 84 landskampe. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lars Knudsen skal vælge mellem komplette Rasmus Højlund, afslutningsstærke Kasper Dolberg, boldbegavede Jonas Wind og utrættelige Yussuf Poulsen i angrebet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skader og landsholdsstop i hobetal blandt de centrale forsvarsspillere og på den centrale midtbane hæmmer landsholdet inden lørdagens møde med europamesteren Spanien i Nations League.

Men når landstræner Lars Knudsen kigger på sit udvalg i angrebet, har han langt mere at skyde med. I Danmarks trup finder man fire vidt forskellige frontløbere: Rasmus Højlund, Kasper Dolberg, Jonas Wind og Yussuf Poulsen. De kæmper om én - måske to pladser.

At kalde det et luksusproblem er måske at stramme den. Hagen ved det mangfoldige udvalg er, at ingen af dem kontinuerligt har scoret mål igennem landsholdskarrieren.

Det så ellers ud som om, at Rasmus Højlund kunne blive den næste Elkjær eller Bendtner med fast spilletid i årevis, men skarpretteren fra Manchester United har ikke været helt så farlig, som hans første håndfuld landskampe gav forventninger om.

Faktisk er Højlund under en uge fra at have været målløs på landsholdet i et år.

Det er formentlig også i det lys, at landstræneren ikke vil udpege en decideret angrebstrumf blandt de fire kort, han har på hånden, selv om Højlund formentlig vil være mange iagttageres første indskydelse.

- Der er ikke nogen, der er selvskrevet til at spille på mit hold. Rasmus er selvfølgelig en dygtig spiller. Det har han vist på landsholdet før, og vi er glade for, at han er blevet klar til at bidrage igen. Men jeg kan ikke love ham eller andre spilletid, siger Lars Knudsen.

Jonas Wind har scoret 8 mål i 33 landskampe. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Angriberne Kasper Dolberg og Jonas Wind ser det som en styrke for landsholdet, at Lars Knudsen han kan vælge mellem en bred palet af spidskompetencer.

- Det må være fedt som træner at kigge ned på, at han har forskellige værktøjer, alt efter hvordan han vil spille den enkelte kamp, eller hvis han vil ændre noget taktisk undervejs.

- Ved den her samling skal vi jo møde Spanien og Schweiz, to forskellige typer af modstandere, og selv om vi har taktiske principper på vores hold, vi altid følger, så kan der være brug for nogle forskellige stilarter undervejs, siger Dolberg.

Jonas Wind supplerer:

- Udvalget gør det meget mere uforudsigeligt for vores modstandere, for de kan ikke regne ud, hvad de skal forholde sig til. Og når vi så skifter rundt i løbet af kampene, skal de pludselig omstille sig til noget helt andet. Det skal vi se som en stor styrke, siger Wind.

Angriberne roser gerne hinanden på kryds og tværs. Dolberg og Wind er enige i betragtningen af, at 21-årige Rasmus Højlund nok er den mest komplette af de fire angribere.

- Han har en fysisk pakke og er svær at holde nede. Han er hurtig og stærk, og hvis man kan finde ham i dybden, så er der ikke mange, som kan fange ham eller holde ham nede, siger Wind.

Rasmus Højlund har scoret 7 mål i 18 landskampe. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Han er powerfuld, ærgerrig og kan stort set alt, der forventes af en angriber nu til dags. Det er svært at finde en decideret svaghed i hans spil, selv om han selvfølgelig er ung og kan forbedre sig, supplerer Dolberg.

Silkeborgenseren udmærker sig mest i afslutningsfasen med holdets hårdeste spark.

- Dolberg er en klasseafslutter, der er ikke mange på hans niveau. Han sparker ekstremt hårdt og har en god målnæse, lyder rosen fra Jonas Wind.

Københavneren har til gengæld selv den fordel, at han også kan blive bragt i spil på den offensive midtbane og derfor ikke kun er en del af angrebskabalen.

- Wind har fantastiske kvaliteter på bolden. Han er dygtigere til at holde i den og sætte andre op fra en lidt dybere position, end vi andre er. Vi er mere rendyrkede angribere, mens han også kan spille 10'er, siger Dolberg.

Da Danmark slog Serbien i den seneste landskamp for en måned siden, scorede Yussuf Poulsen et uforglemmeligt saksesparksmål.

Selv om Leipzig-spidsen har et bredt afslutningsrepertoire, er det snarere hans energi, der gør ham til en pestilens for modstandernes forsvar.

- Uden bolden er han suverænt den bedste på holdet. Han løber og presser hele tiden. Jeg tror helt sikkert, at mange forsvarsspillere vil sige, at han er den mest irriterende type at spille over for, siger Dolberg.

- Og så er Yussuf virkelig god til at positionere sig og opsnuse mål, tilføjer Wind.

/ritzau/

Danmark møder europamesteren

Bliv klogere på fodboldlandsholdets tredje modstander i Nations League:

* Spaniens Fodboldforbund blev grundlagt i 1913.

* Spanien ligger nummer tre på verdensranglisten.

* 63-årige Luis de la Fuente har været landstræner siden januar 2023.

* Angriberen Álvaro Morata er anfører.

* Spanien har deltaget ved 12 ud af 17 EM-slutrunder og vundet i 1964, 2008, 2012 og 2024.

* Spanien har deltaget ved 16 ud af 22 VM-slutrunder og vundet i 2010.

* Med 180 landskampe har Sergio Ramos landskampsrekorden for Spanien.

* Med 59 mål har David Villa målrekorden for Spanien.

Kilde: Transfermarkt og Det Internationale Fodboldforbund.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu