Fodboldlandsholdet nyder trods dårlige resultater i 2010 fortsat større popularitet hos danskerne end FC København, der i øjeblikket præsterer imponerende resultater i Champions League.
46 procent af danskerne foretrækker at se landstræner Morten Olsens spillere i EM-kvalifikationen, mens 20 procent hellere vil se FCK's kampe i Europa. Også i hovedstadsområdet er landsholdet mest populært.
Det viser en meningsmåling, som analysebureauet Voxmeter har foretaget for Ritzau blandt 1061 danskere.
Ifølge lektor i medievidenskab ved Syddansk Universitet, Bo Kampmann Walther, skyldes danskernes fortsatte interesse for landsholdet især to ting: Vi kan godt lide rollen som et lille land, der kan slå de store. Og så er det også vigtigt, at vi indimellem møder nogle af de helt store fodboldnationer.
- Modstanderne er meget vigtige for interessen for det danske landshold, som er på et niveau under de bedste i verden.
- Hvis man forestiller sig, at Danmark kun mødte modstandere på Danmarks eget niveau eller dårligere, ville interessen dø ud. Vi synes, at det er fedt at spille mod Sverige og hold, som vi på papiret ikke kan banke, mener Bo Kampmann Walther og fortæller, at det får nationalpatriotismen frem i os.
- Selv om vi inderst inde godt ved, at tiden nok er løbet fra landsholdet, så synes vi, at det er herligt at gå ombord i en tidsmaskine, der tager os tilbage til firserne, fortæller lektoren fra SDU.
I København er FCK næsten ligeså populære som landsholdet. Af de adspurgte i hovedstadsområdet foretrækker 30 procent FCK, mens 36 procent synes, landsholdets kampe er mere spændende.
Fodboldlandsholdet afslutter onsdag aften landsholdsåret med en testkamp mod Tjekkiet i Århus.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub