Landsholdet venter tålmodigt på Agger

Landstræner Morten Olsens højre hånd forholder sig roligt i forhold til, om den skadede anfører Daniel Agger når at blive klar til næste måneds VM-kvalifikationskampe mod Bulgarien og Italien.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Han er lige blevet skadet. Der skal altid gå nogle dage, inden vi forholder os til sådan noget. Der er også fortsat en uge til, at vi skal udtage et hold, så der kan ske meget på en uge.

- Det så jo slemt ud, men når Liverpool selv melder positivt ud, så må de have noget at have det i. Der er blevet talt om, at han allerede er tilbage på banen i næste uge, så det er fint, siger den assisterende landstræner Peter Bonde.

Han skal sammen med Morten Olsen snart have en snak med landsholdets lægestab.

- På et eller andet tidspunkt i den nærmeste fremtid skal vi selvfølgelig have en snak med vores medicinske stab, som også skal have talt med Liverpools læger for at høre, hvor vi står, lyder det fra Peter Bonde.

Daniel Agger blev skadet i søndagens Premier League-kamp mod Manchester United, hvor forsvarsspilleren kolliderede med holdkammeraten Glen Johnson umiddelbart inden Uniteds 2-1-sejrsmål.

Danskeren har fået et lille brud på en stor knogle bag på knæet, som er hævet og ømt. Når hævelsen er væk, skulle Agger angiveligt være klar til at træne igen.

Danmark møder Bulgarien i Sofia 12. oktober, mens Italien venter fire dage senere i Milano.

/ritzau/