Landsholdsafbud fra Alliance-spiller

Nykøbing F. En skade til den nye forsvarsklippe Clement Kafwafwa kan blive held i uheld for Lolland-Falster Alliancen.

Han skulle have spillet landskamp for Malawi på søndag på udebane mod Zimbabwe. Det er en kvalifikationskamp til African Nations Cup. Men den 30-årige Alliance-spiller har meldt afbud med en skade.

- Han har en overbelastningsskade i låret. Det var også på grund af den overanstrengelse, at han ikke var med mod Døllefjelde tirsdag aften, oplyser John Hansen, sportschef i Alliancen.

Klubben måtte sende en lægeerklæring til det malawiske fodboldforbund, så afrikanerne kunne se, at skaden var god nok.

Alliancen har dog endnu ikke selv opgivet at få Kafwafwa klar til søndag.

- Lige i øjeblikket ser det ikke for godt ud. Men vi giver ham al den behandling, vi kan. Vores fysioterapeuter har jo før leveret mirakler, lyder det håbefuldt fra John Hansen.

Skaden kan altså vise sig at blive rent held for Alliancen. Måske vil det malawiske fodboldforbund finde det lige rigeligt heldigt, men sådan er der jo så meget!




Clement Kafwafwa melder afbud til landskamp på grund af skade.

Offentliggjort Sidst opdateret