Landsholdslæge: Ribery kunne have spillet VM

Bayern München-stjernen Franck Ribery kunne have deltaget ved VM for Frankrig, hvis han ikke var bange for indsprøjtninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det hævder Frankrigs landsholdslæge, Franck Le Gall, og oplyser, at den franske stab valgte en anden løsning uden brug af indsprøjtninger efter Riberys ønske.

Le Gall fortæller også, at de franske ledere lyttede til en læge, der er mere kendt end ham selv.

- Franck kommer fra en klub, hvor behandlingen af alle skader - ligegyldigt hvilken - starter med injektioner.

- Han kan få 10, 20, 30 eller 40 indsprøjtninger for hvert problem om året. Vi kunne have valgt samme mulighed, men det gjorde vi ikke.

- Han kunne ikke overskue at få flere indsprøjtninger, så vi gjorde det ikke, da han er bange for dem, siger Franck Le Gall.

Den franske landsholdsstab valgte at lytte til den kendte læge, professor Gerard Saillant, der har behandlet sportsstjerner som den tidligere Formel 1-kører Michael Schumacher, der i øjeblikket ligger i kunstigt koma.

Gerard Saillant troede, at han kunne få Ribery VM-klar uden brug af indsprøjtninger, men det lykkedes ikke. For en uge siden måtte den franske Bayern-stjerne melde afbud på grund af sine rygsmerter.

- Der er ingen grund til, at han ikke er med ved VM, men da jeg er mindre kendt end visse andre, så gik de til professor Saillant.

- Eksaminationen på professor Saillants klinik var meget betryggende, men han formåede ikke at stoppe smerterne, og vi fandt ikke nogen løsninger, så han kunne spille, siger landsholdslægen.

Franck Le Gall hævder også, at det var en fejl, at Ribery blev skiftet ind for Bayern München i den tyske pokalfinale den 17. maj mod Borussia Dortmund. Den franske profil måtte udgå igen på grund af sine rygsmerter.

Lægen vurderer, at Franck Ribery har behov for seks til otte ugers pause for at komme sig over skaden.

Frankrig åbner VM-slutrunden den 15. juni, når holdet møder Honduras.

/ritzau/