Landsholdsmålmand er skuffet over usikker spilletid

I tre ud af fem kampe har landsholdets førstevalg mellem stængerne, Stephan Andersen, måttet se til fra bænken i sin spanske klub, Real Betis.

Offentliggjort Sidst opdateret

For trods en pragtpræstation i sin debutkamp, har han ikke fået spillet sig ind som fast mand på det spanske mål. Og det ærgrer danskeren.

- Alle fodboldspillere vil jo gerne spille så mange kampe som muligt. Det vil jeg også gerne, så selvfølgelig er jeg en lille smule skuffet over ikke at have spillet flere kampe.

- Lige i øjeblikket er der vel det, man kunne kalde et rotationssystem, siger Stephan Andersen om situationen.

Han har endnu ikke haft mulighed for at vende sin skuffelse med træneren.

- Skal jeg være helt ærlig, har jeg ikke snakket med træneren, og jeg ved faktisk ikke, hvad hans bevæggrunde er for, at jeg ikke har spillet de seneste par kampe i ligaen.

- Jeg synes, at jeg har leveret i de kampe, jeg har spillet, og også gjort det rigtig, rigtig godt til træning, så det kan i hvert fald ikke være baggrunden for, at jeg ikke spiller, tror jeg.

- Jeg er ikke tankelæser og kan ikke vide, hvad træneren tænker. Jeg håber meget på, at det er et spørgsmål om tid, før jeg kommer til at spille mere eller mindre fast, siger Stephan Andersen, der i disse dage træner med det danske landshold i Helsingør.

Her er han Olsens foretrukne på banens sidste post, og den position vil han også have i Betis.

- Jeg satser selvfølgelig på at blive fast mand, ellers var der ingen grund til, at jeg var der.

- Men det er stadig for tidligt at drage forhastede konklusioner, synes jeg. Jeg er meget, meget glad for at være der og synes, at det er et super sted, slår målmanden fast.

Danskeren kom til Real Betis, efter at have haft problemer med at få spilletid i sin daværende franske klub Evian.

/ritzau/