Landsholdsspillere kan se familien efter Eriksen-hændelse
Flere af landsholdsspillerne har haft behov for at se deres familie, efter at de lørdag var vidne til, at Christian Eriksen fik hjertestop på banen i Parken. Foto: Friedemann Vogel/Reuters
Friedemann Vogel/Reuters
Nogle landsholdsspillere er trådt ud af coronaboblen for at se familien efter oplevelsen i Parken.
Fodboldlandsholdet lever under strikse coronarestriktioner under EM, men lørdagens dramatiske begivenhed i Parken har fået Dansk Boldspil-Union (DBU) til at lempe på kravene.
Flere af spillerne har efterfølgende været sammen med familie, der ellers ikke er en del af den coronaboble, som landsholdet har etableret i Helsingør.
Det fortæller fodbolddirektør i DBU Peter Møller på søndagens pressemøde.
- I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt vi har opfordret spillerne til at bryde boblen. Det har vi selvfølgelig ikke. Men vi har lyttet til den professionelle hjælp, vi har fået, og de krisepsykologer, der har forstand på, hvordan mennesker, der har oplevet situationer som den her og er i chok, bedst muligt kan komme videre.
- Vi ønsker at komme videre og fortsætte i turneringen. Vi ønsker at gøre danskerne stolte og samle dem om det her hold. Spillerne ønsker at spille den her turnering, men de har hver især individuelle ønsker og behov for, hvordan de skal komme videre.
- Nogle har behov for at være sammen med deres allerkæreste, og det har vi selvfølgelig ikke stillet os i vejen for. Om det er at bryde boblen, ved jeg ikke. Vi viser bare det, der skal til for at løfte spillerne. Det er det, vi bekymrer os om nu, siger fodbolddirektøren.
Lørdagens kamp mellem Danmark og Finland blev afbrudt i en time og tre kvarter, da Christian Eriksen kollapsede og fik hjertestop.
Inter-stjernen modtog livreddende behandling på græstæppet i Parken og blev flankeret af de chokerede holdkammerater på vej ud af stadion.
Herefter blev Eriksen fragtet til det nærliggende Rigshospital, hvor hans tilstand søndag blev beskrevet som stabil. Først efter en række forskellige test kan specialisterne vurdere, hvordan fynboens helbred vil blive påvirket af episoden.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned