Landstræner belønner håndboldspillere med sjælden fridag
Fra sidelinjen kunne Nikolaj Jacobsen se sit hold besejre Egypten med 32-27 i kamp to ved OL. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Nikolaj Jacobsen er yderst tilfreds med præstationen mod Egypten og giver spillerne træningsfri tirsdag.
Spillerne på det danske håndboldlandshold kan se frem til en fridag i OL-byen ovenpå 32-27-sejren over Egypten.
Landstræner Nikolaj Jacobsen har aflyst træningen dagen derpå som konsekvens af det hårde program, som holdet har været igennem - og som venter i de kommende uger.
- Der har været så meget, så vi tager en dag, hvor vi kun styrketræner og bliver i OL-byen. Man bruger næsten fire timer på at komme til og fra træning, så vi tager en dag til at komme ned på jorden, få noget energi, siger Nikolaj Jacobsen.
Han er på flere punkter begejstret for sit holds præstation mod de fysisk stærke egyptere, der blev slidt op af et bevægeligt dansk hold i kampens sidste halvdel.
- Vi dækkede rigtig godt op i hele kampen, men manglede i første halvleg lige at gøre det helt færdigt.
- Derudover spillede Mathias Gidsel en fremragende kamp og løste mange ting for os. Både Jacob Holm og Mads Mensah kom ind og gav god fart, siger Nikolaj Jacobsen.
Danmark skal på gulvet igen på onsdag, hvor kampen mod Bahrain begynder på det højst usædvanlige tidspunkt klokken ni om morgenen lokal tid.
Det er medvirkende til beslutningen om at droppe tirsdagstræningen.
- Der bliver tid til at slappe lidt af. Spillerne kan spille noget Playstation eller se nogle af de andre dygtige danske atleter i fjernsynet.
- Det har vi ikke nået ret meget. Vi nåede dog lige at se lidt af cykelløbet med Jakob Fuglsang, siger Nikolaj Jacobsen.
Landstræneren lyser op i stort smil, da han får besked på, at han tirsdag eftermiddag blandt andet kan følge det danske dressurlandshold i kamp for medaljer.
- Det vil jeg glæde mig til. Jeg ser en dansker som favorit, siger Nikolaj Jacobsen med et grin.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker