Landstræner bliver sportschef i Dansk Sejlunion

Peter Hansen er manden, der de kommende år skal tegne de sportslige linjer i Dansk Sejlunion. (Arkivfoto). Foto: Peter Brøgger/Sejlsportsfoto/Free

Den nuværende landstræner for 49er-landsholdet, Peter Hansen, er ny sportschef i sejlunionen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk Sejlunion har rekrutteret fra egne rækker for at besætte den ledige stilling som sportschef i unionen.

Den mangeårige landstræner for 49er-bådene Peter Hansen rykker frem til forstavnen og bliver sportschef. Det oplyser Dansk Sejlunion torsdag i en pressemeddelelse.

- Sejlsport har dannet rammen om mit liv, så længe jeg kan huske, og gennem de seneste 25 år har jeg arbejdet fokuseret med elite- og talentsejlsport, lyder det fra Peter Hansen i pressemeddelelsen.

- Jeg har derfor nu den erfaring, der gør, at jeg kan tage ansvaret for Dansk Sejlunions sportslige satsning.

Unionen har stået uden sportschef siden midten af september sidste år, hvor man sagde farvel til Thomas Jacobsen, som havde siddet på posten siden 2010. Han løste dog stadig opgaver for unionen i tiden efter.

Et ønske om forandring i den sportslige ledelse var årsagen til, at man ville skifte ud på posten, lød det.

- Vi har store ambitioner for dansk sejlsport, og med Peter Hansen som sportschef får vi en erfaren leder, der har et grundigt kendskab til både sejlerne, klubberne og Dansk Sejlunion.

- Et kendskab, der er afgørende for at sikre den nødvendige sammenhæng mellem talentudvikling og topresultater, siger direktøren for unionen, Anders Kristensen, i pressemeddelelsen.

Netop arbejdet med talentudvikling bliver et stort fokusområde for Peter Hansen, der selv er tidligere landsholdssejler.

- Talentudvikling kræver tålmodighed. Vi skal arbejde for at få klubberne mere på banen og tage ansvar for den enkelte sejler i længere tid. På landsholdsniveau er tidshorisonten kortere, siger han.

- Der skal vi allerede skabe resultater i denne sæson, men i høj grad også med OL 2028 for øje.

Den nyudnævnte sportschef blev i 2011 landstræner i Dansk Sejlunion, hvor han siden har stået i spidsen for 49er-bådene.

Det fortsætter han med, indtil et nyt landstrænersetup for bådklassen er på plads. Aktuelt er han på Mallorca i rollen som landstræner.

/ritzau/