Landstræner føler sig bombet tilbage af lang coronapause
Håndboldlandsholdet er samlet for første gang siden januar, og landstræneren har travlt.
To aflyste træningssamlinger har spoleret en stor del af arbejdsåret for håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen, der om to måneder skal forsvare VM-titlen i Egypten.
Landsholdet er mandag mødt ind i Herning forud for denne uges to EM-kvalifikationskampe mod Schweiz og Finland. Det er første gang i mere end ni måneder, landstræneren har samlet sine spillere omkring sig.
Og Jacobsen har travlt. Alt det, han skulle have arbejdet med efter nedturen ved EM i januar, har coronapandemien forpurret.
- Det er selvfølgelig vanskeligt for vores udvikling. Jeg tror, det gælder for stort set samtlige landshold, at vi er blevet bombet tilbage, siger Nikolaj Jacobsen.
Mens spillerne trods alt har spillet håndbold for fuld udblæsning siden sensommeren, har landstræneren ventet trekvart år på at udføre sin hovedopgave på halgulvet.
Et par planlagte testkampe mod Japan i april blev aflyst. Det samme gjorde en træningssamling i juni.
Her skulle holdet have udnyttet, at man som regerende verdensmester ikke skulle spille VM-kvalifikation og i stedet havde god tid til træningsøvelser.
De planer gik i vasken, og det gør ondt på en træner, der i forvejen ikke har mange træningsdage at rutte med.
- Jeg mangler sindssygt meget. De andre lande skulle have spillet kvalifikationskampe i de to samlinger, mens jeg ville have haft tid og ro til at arbejde. Det er jeg meget ærgerlig over, at jeg ikke har fået.
- Vi kunne have flyttet os rigtig meget i forhold til de andre lande. Men det er stadig et lille offer i forhold til andre problemer, der er rundt om i verden, konstaterer Nikolaj Jacobsen.
Danmark spiller mod Schweiz i Aarhus på onsdag, mens Finland tager imod i Helsinki på lørdag.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker