Landstræner glæder sig over frigjort indsats ved A-VM

Danmark står noteret for to nederlag og en målscore på 1-7 efter to kampe ved A-VM. Foto: Balazs Czagany/Ritzau Scanpix

Danmark matchede Japan, men manglede målene, mener landstræner Peter Elander efter 0-1-nederlaget.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi manglede at lave mål.

Det er den kortfattede og præcise analyse fra landstræner Peter Elander efter Danmarks 0-1-nederlag til Japan ved A-VM i Canada natten til søndag dansk tid.

Målt på stort set alle statistikker matchede det danske hold ellers verdensranglistens nummer seks.

Det er en markant fremgang fra fredagens 1-6-nederlag til Tjekkiet, der var Danmarks første kamp ved et A-VM for kvinder siden 1992.

Elander glæder sig over, at holdet smed nerverne i forhold til premierekampen.

- Mod Tjekkiet var den første kamp ved et A-VM for alle spillerne. Mange var lidt hæmmede af det, men mod Japan spillede de meget mere frit.

- Man kan sige, at kampen mod Tjekkiet var en god uddannelse for spillerne. De lærte meget om niveauet. Mod Japan viste de også, at de kan være med på niveauet.

Svenskeren roser flere dele af den danske indsats. Både skøjteløbet og positionsspillet var langt bedre end mod tjekkerne.

- Vi kunne lige så godt have vundet kampen. Forsvarspillet var godt, og angrebsspillet var rimeligt godt. Men det gik hurtigt, og vi skal stadig vænne os til tempoet.

- Når en kamp ender 0-1, så forsvarer holdene godt. Men det sværeste i ishockey er at lave mål, og den del manglede denne gang, siger Peter Elander.

Især i første periode havde Danmark en del minutter i overtal, mens undertalsspillet blev sat på prøve i anden periode, efter at Japan havde bragt sig foran.

- Vores undertalsspil var langt bedre og mere struktureret end mod Tjekkiet.

- Vi skabte fine chancer og var i god kontrol i overtal, men Japan er et meget disciplineret hold, og man får aldrig nogen gratis chancer mod dem. Man er nødt til selv at skabe dem, siger landstræneren.

19-årige Cassandra Repstock-Romme fik VM-debut i det danske mål og diskede op med 27 redninger. Både hun og andre får ros af Elander.

- Cassandra var glimrende, når man tænker, det var hendes første kamp. Nicoline Jensen var også meget, meget stærk. Det samme var Josephine Asperup og Josefine Jakobsen.

- Josefine Persson var god mod Tjekkiet, men hun var måske endnu bedre mod Japan. Det var flere meget gode præstationer, siger Peter Elander.

Danmark fortsætter sit A-VM mandag aften dansk tid, hvor Tyskland venter i turneringens tredje kamp.