Jon Dahl Tomasson er så vigtig for den måde, det danske fodboldlandshold spiller på, at det slet ikke kan komme på tale at sætte ham af holdet, selvom anføreren ikke imponerede i 2-0-sejren over Senegal i sidste uge.
Det slår landstræner Morten Olsen fast forud for tirsdagens VM-testkamp mod Australien.
- Jon starter inde igen, og han spille helt fremme. Det er altafgørende for vores måde at spille på, ellers kan vi slet ikke presse modstanderen, som vi gerne vil, siger Morten Olsen, der bruger Tomasson helt i front, fordi Nicklas Bendtner stadig plejer sin lyskeskade.
Landstræneren røber også, at Brøndbys Stephan Andersen starter inde i målet mod Australien i stedet for førstekeeper Thomas Sørensen, der stadig er i gang med at træne sin skadede albue op igen. Men ellers vil Morten Olsen ikke komme ind på, om startopstillingen mod Australien er udtryk for, hvordan Danmark starter i den første VM-kamp mod Holland den 14. juni.
- Det kan vi ikke tage stilling til endnu, fordi vi har skadede spillere, som vi lige skal se an først, forklarer Morten Olsen, der foruden Bendtner og Thomas Sørensen også skal se bort fra Simon Kjær i midterforsvaret, efter at Palermo-spilleren blev knæskadet i kampen mod Senegal.
Ved mandagens træning var det interessant at se, at Thomas Kahlenberg og Thomas Enevoldsen dækkede de to offensive kantpladser på A-holdet til at begynde med, mens Dennis Rommedahl var på B-holdet.
Hvis det er et udtryk for startopstillingen mod Australien, betyder det desuden, at Patrick Mtiliga starter inde som venstreback, mens Lars Jacobsen tager sig af den anden backplads. Desuden var Christian Eriksen også at finde på A-holdet som spilleren lige bag ved Tomasson.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde