Landstræner hylder Modric: Han trækker hele holdet
Luka Modric er stjernen over dem alle på Kroatiens landshold. Foto: Andy Buchanan/Ritzau Scanpix
Andy Buchanan/Ritzau Scanpix
Luka Modric nærmer sig karrierens efterår, men er stadig vital for Kroatien, mener landstræner Zlatko Dalic.
Den kroatiske stjernespiller Luka Modric er efterhånden blevet 35 år gammel og har i løbet af karrieren optrådt 140 gange på landsholdet.
Ikke desto mindre er han fortsat den, der går forrest for Kroatien - det viste han igen tirsdag, da han scorede et smukt mål mod Skotland ved EM.
Landstræner Zlatko Dalic er henrykt over, at Real Madrid-profilen holder fast i sin sult efter at løfte landsholdet mod triumfer.
- Ingen ved helt, hvordan Luka formår at holde sit niveau så højt, siger Dalic.
- Man skulle tro, at hans niveau ville falde, og at han ville miste styrke, men han er den spiller, der trækker hele holdet med sig. Han giver bare ikke op, siger Zlatko Dalic.
I tirsdagens opgør krøllede Modric bolden op i hjørnet med ydersiden af højreskøjten og bragte Kroatien på sejrskurs midtvejs i anden halvleg.
- Det her mål betyder meget for mig, men det spil, vi viste som hold kampen igennem, betyder mere. Jeg er glad for, at mit mål hjalp, men det vigtigste er sejren, siger Luka Modric.
Med 3-1-sejren over Skotland spillede Kroatien sig videre til ottendedelsfinalen, og landstræneren regner med, at Modric endnu en gang tager teten.
- Uanset hvad jeg siger om Luka og hans spil, så vil det ikke være nok. Jeg er meget stolt af ham, og jeg er meget stolt af at træne ham, og af at han er en del af det her hold, siger Dalic.
Kroatien skal spille ottendedelsfinale i Parken i København. Her venter den nation, der ender på andenpladsen i gruppe E. Både Sverige, Slovakiet, Spanien og Polen er fortsat i spil til den position.
Det betyder dog ikke alverden for Luka Modric, hvem Kroatien løber ind i.
- Når vi spiller sådan her, er vi farlige for alle, siger Luka Modric.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker