Landstræner imponeret over Sakskøbing-pige

Lolland-Falster har fostret adskillige store håndboldtalenter i nyere tid, og landets næstmindste lokalunion er fremdeles i stand til at "fremtrylle" talenter.

Det kunne Kristian Kristensen konstatere, da han lørdag eftermiddag i Sakskøbing Sportscenter var instruktør på et trænerkursus for lolland-falsterske håndboldtrænere. Kristian Kristensen er dansk U19-kvindelandstræner og arbejder således med de bedste danske håndboldspillere op til 19 år.

I tre timer underviste U19-landstræneren, hvor han trænede unge talentfulde håndboldpiger i 17-20 års alderen fra HMH Maribo, NFH og SSHK i kontra- og returløbsforsvar.
- Det er altid en fornøjelse at komme til Lolland-Falster. Der er en anden kultur. Talentrekrutteringsgruppen er måske ikke stor, men pigerne klør virkelig på, sagde Kristian Kristensen, som var meget imponeret over June Buxbom, som scorer mål på samlebånd for SSHK's tophold i LF-serien.

Kristian Kristensen ærgrede sig, da han fik at vide, at June er 20 år.
- Hvorfor har jeg ikke hørt om hende før, spurgte landstræneren, som mener at en spiller som June Buxbom har potentiale til at nå langt.




Træneren for det kvindelige U19-landshold i håndbold ærgrer sig over, at June Buxbom er for gammel til hans hold.

Offentliggjort Sidst opdateret