Landstræner: Jeg tror på sejr over Norge og EM-finale

Om det danske kvindelandshold i fodbold kan gå hele vejen og blive europamestre, tør landstræner Kenneth Heiner-Møller ikke at spå om. Ikke endnu i hvert fald.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men han tror på en finaleplads til de rød-hvide, inden det i aften går løs mod Norge i semifinalen.

- Jeg vil kun forholde mig til kampen mod Norge, og den tror jeg på, at vi vinder.

- Norge har en smule overtag i form af, at de er vant til at præstere i turneringer, og de kommer altid langt i slutrunder.

- Men jeg synes, at der er nogle ting i spillet, som udligner de fordele, de nu en gang har. Så når summen af vores spillere bliver gjort op, vurderer jeg, at vi er bedre end dem, siger landstræneren.

De danske fodboldkvinder sikrede sig mandag aften en plads i semifinalen, da de slog Frankrig 5-3 i en glohed kvartfinale, der endte med forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Franskmændene var på mange punkter danskerne overlegne, selvom det til sidst lykkedes de rød-hvide at løbe med sejren.

Kenneth Heiner-Møller erkender, at Frankrig teknisk set spillede en bedre kamp, hvorfor det danske spil haltede lidt. Men det bliver anderledes mod Norge, vurderer han:

- Hvis du havde spurgt os, om vores spil er bedre end Frankrigs, så havde vi sagt: Nej. Langt fra.

- Men i forhold til Norge er det mere udjævnet, hvorfor vi også vil se et helt andet kampbillede i semifinalen, siger landstræneren og tilføjer:

- Norge kommer ikke til at udsætte os for sådan et pres, som Frankrig gjorde.

- Det kan de ikke. Så gode er Norge ikke. De kan ikke kontrollere kampen på bolden, som Frankrig gjorde, siger Kenneth Heiner-Møller.

Landstræneren vurderer, at boldbesiddelse og lange angreb bliver afgørende mod Norge, der har en stærk defensiv.

Semifinalen fløjtes i gang klokken 20.30 og spilles i Norrköping.

/ritzau/