Landstræner kræver tålmodighed i VM-kvalifikationsbrag
Danmark har indtil videre scoret mere end seks mål i gennemsnit i VM-kvalifikationen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Tålmodighed bliver vigtig i dagens nøglekamp mod Rusland, fastslår landstræner Lars Søndergaard.
Danmark har indtil videre været suveræn i kvalifikationen til VM-slutrunden i 2023.
Blandt andet har holdet slået både Aserbajdsjan og Bosnien-Hercegovina 8-0, og Malta blev kørt over med 7-0.
Men så let bliver det næppe i tirsdagens nøglekamp mod Rusland i Viborg ifølge landstræner Lars Søndergaard.
- Vi fokuserer mest på os selv. Jeg forventer, at vi kommer til at styre spillet, og så skal vi holde et vågent øje med de omstillinger, de ynder at slå.
- Det bliver en svær opgave, og det bliver helt klart en kamp, hvor vi skal have en masse tålmodighed, siger Søndergaard.
Rusland har ligesom Danmark været flyvende. Fem sejre i lige så mange kampe er det blevet til for begge hold. Danmark har en målscore på 31-1. Ruslands lyder på 18-0.
De indbyrdes opgør bliver derfor med stor sandsynlighed afgørende for, hvem der tager førstepladsen og den direkte billet til slutrunden.
- Rusland er et hold, der er dygtige til at forsvare. Der er ikke gået nogen mål ind på dem, det kan vi ikke engang prale af.
- Vi har så scoret lidt flere mål, og offensivt er vi nok bedre end dem, men defensivt er de rigtig stærke, siger Lars Søndergaard.
Den danske landsholdsanfører, Pernille Harder, er en af flere danske profiler, der sidder ude med en skade mod Rusland.
Derudover er Simone Boye, Sara Thrige, Nicoline Sørensen, Frederikke Thøgersen og Nadia Nadim ude med skader.
Men landstræneren har stor tiltro til de spillere, han har til rådighed.
- Situationen er, som den er. Vi spiller en vigtig kamp tirsdag, med de spillere jeg har til rådighed, og dem har jeg stor tiltro til.
- Det er klart her, holdet skal stå sin prøve. Det er holdet, der skal fungere sammen. Og gør vi det, er jeg ikke spor i tvivl om, at vi kan vinde kampen, siger Lars Søndergaard.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde