Landstræner nævner Ajax-dansker som mulig erstatning for skadet Bah
Landstræner Brian Riemer kigger blandt andre mod Anton Gaaei, efter at Alexander Bah er blevet langtidsskadet. (Arkivfoto). Foto: Maurice Van Steen/Ritzau Scanpix
To danskere i Bundesligaen og Anton Gaaei fremhæves af Brian Riemer som mulige erstatninger for Alexander Bah.
Som følge af en korsbåndsskade må det danske fodboldlandshold se bort fra højrebacken Alexander Bah i det næste lange stykke tid.
Men selv om Brian Riemer mener, at Benfica-spilleren gennem den seneste tid har betydet meget for landsholdet, er landstræneren optimistisk med hensyn til at finde frem til et alternativ.
Det fortæller Brian Riemer til TV 2 Sport.
Landstræneren fremhæver blandt andre Eintracht Frankfurt-spilleren Rasmus Nissen Kristensen og Mads Roerslev, der er kommet til tyske Wolfsburg på en lejeaftale i resten af sæsonen.
Men også Ajax-spilleren Anton Gaaei bliver udpeget som en mulig erstatning for Bah, der var fast inventar på det danske landshold i det meste af 2024.
Gaaei gjorde sig i forrige uge bemærket med en fremragende assist i tillægstiden, så Ajax vandt 2-1 over Feyenoord i den hollandske liga.
Danskeren er kommet "fint i gang", mener landstræneren.
- Vi må kigge den vej nu. Vi glæder os til, at Alexander er tilbage, men mit job er selvfølgelig også at forholde mig til virkeligheden, siger Riemer til TV 2 Sport.
Benfica meddelte søndag, at Bah har revet korsbåndet i venstre knæ over.
Klubben gav ingen prognose på et comeback, men i andre tilfælde har en lignende skade holdt spillere ude i op mod et år.
Uheldet fandt sted i slutningen af første halvleg i lørdagens ligakamp mod Moreirense.
Efter en forholdsvis harmløs duel dejsede Bah om på jorden, viftede med armen og tog sig til knæhasen.
Der var ingen alvorlig kontakt med den Moreirense-spiller, han var i duel med, men den smerteramte dansker satte sig på en båre, der blev løftet op på et lille køretøj, så danskeren kunne bugseres væk til undersøgelse og behandling.
Herrelandsholdet skal næste gang i aktion i marts, hvor Danmark over to kvartfinalekampe møder Portugal i Nations League.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker