Landstræner om VM-drama: Onana ønskede selv at stå over
André Onana og landstræner Rigobert Song har angiveligt været uenige om taktikken. Foto: Issouf Sanogo/Ritzau Scanpix
André Onana bad selv om at stå over mod Serbien, men kan være aktuel mod Brasilien, fastslår landstræner.
Keeperprofilen André Onana var ikke i truppen, da Cameroun mandag spillede 3-3 med Serbien ved VM.
Men modsat tidligere meldinger er Inter-spilleren ikke sendt hjem fra VM på grund af uoverensstemmelser med landstræner Rigobert Song.
26-årige Onana, der ikke er skadet, bad endda selv om at stå over mod Serbien, afslører Song.
- Han er en vigtig spiller, men vi er midt i en udfordrende turnering. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, og det er at sikre, at individer ikke hæver sig over holdet.
- André ønskede selv at stå over, og det accepterede vi. Disciplin er vigtig i en trup, siger Song ifølge Reuters uden at definere konflikten nærmere.
Onana kan komme tilbage mellem stængerne i Camerouns skæbnekamp mod Brasilien fredag.
- Jeg har bedt ham om at vente. Vi må se, om han kan blive (i VM-truppen, red). Det afhænger også af ham selv, da han skal overholde vores regler. Lad os se, hvad der er muligt, siger landstræneren ifølge AFP.
Cameroun skal slå Brasilien fredag for at have en chance for at gå videre til ottendedelsfinalerne.
- Vi er ikke kommet til VM for at være fyld. Vi tror på, at vi stadig kan spille en rolle i turneringen, selv om Brasilien er et stærkt hold, siger Rigobert Song.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker