Landstræner overrasket: - Havde ikke set at talentet var så stort

NFH's forsvarsprofil Stine Eiberg Jørgensen overbeviste landstræner Jesper Jensen om, at hun skulle med til EM-slutrunden i december med en stærk indsats ved træningsstævnet Golden League i oktober i Norge. Foto: Imago/Ritzau Scanpix

Stine Eiberg Jørgensen er blandt de 16 spillere, der skal spille EM-slutrunde for Danmark i december.

Offentliggjort Sidst opdateret

December måned er lig med håndboldslutrunder for kvinderne, og i år er ingen undtagelse. Men for første gang i to år er NFH repræsenteret i den danske trup til en slutrunde, og det er ikke noget der sker så tit. Højrefløjen Elma Halilcevic var med ved det seneste EM i Slovenien i 2022, mens Lærke Nolsøe spillede i NFH, da hun i 2019 var med ved VM-slutrunden i Japan.

Nu er der imidlertid igen bud efter en NFH-spiller, da forsvarsspecialisten Stine Eiberg Jørgensen er blandt de 16 spillere som landstræner Jesper Jensen udtog i sidste uge til den forestående EM-slutrunde, der finder sted i Schweiz, Østrig og Ungarn.

En overraskende udtagelse, da 25-årige Stine Eiberg Jørgensen først fik sin landsholdsdebut for lidt over to uger siden ved træningsstævnet Golden League i Norge, hvor hun leverede så stærkt et indtryk, at Jesper Jensen kvitterede med en EM-plads i en trup, hvor flere langt mere prominente navne med mange flere landskampe på bagen har meldt fra af forskellige årsager.

Greb chancen

Men Stine Eiberg Jørgensen greb i den grad chancen, da hun fik den, lyder det fra Jesper Jensen.

- Jeg tror ikke vi havde Stine som første prioritet til at udtage hende for tre måneder siden. Men når nogen melder afbud, så giver det andre mulighed for at komme ind og bevise sig, og det har Stine i den grad gjort. Vi var i trænerteamet meget imponeret over det hun leverede i den uge vi var sammen, og den måde hun tjekkede ind i det defensive arbejde på. Det var en flot indsats af hende, der gjorde at vi udtog hende til EM, siger Jesper Jensen, der var overrasket over, at NFH-spilleren havde så store kvaliteter.

Vi var i trænerteamet meget imponeret over det hun leverede i den uge vi var sammen, og den måde hun tjekkede ind i det defensive arbejde på. Det var en flot indsats af hende, der gjorde at vi udtog hende til EM

Landtræner Jesper Jensen

- Hun er et stort forsvarstalent, men jeg havde ikke set, at talentet var så stort. Men da hun kom ind og kom i hænderne på Lars Jørgensen (assisterende landstræner, red.) og kom ind i det koncept, som vi har på landsholdet, så synes jeg faktisk, at hun tjekkede sindssygt godt ind i det ret hurtigt, og så var der nogle småting undervejs, som hun rettede til med den største selvfølgelighed. Så det der med at være spilintilligent, det har hun i hvert fald bevist, at man også kan være som defensiv spiller, lyder roserne fra Jesper Jensen, der er overbevist om at NFH's kampe i Champions League, har været med til at løfte Stine Eiberg Jørgensen op på et højt internationalt niveau.

Modnet af store kampe

- Det er ingen tvivl om, at de kampe har været med til at modne hende. Og i forhold til en EM-slutrunde, er det også vigtigt, at hun har stået overfor sine modstandere før. Så det ikke er første gang, at man møder en landsholdsspiller fra Frankrig, Norge og Sverige. Men at man faktisk har stået overfor dem på klubniveau og har fået nogle repetitioner. For finterne på det allerøverste niveau er bare en smule skarpere og spillerne er tungere fysisk og generelt bare en tand hurtigere i tanke og handling, når man når helt derop. Det er værdifuld erfaring, når hun står på den helt store scene, lyder det fra landstræneren, der er sikker på, at Stine Eiberg Jørgensen vil være et stærkt bidrag til det danske hold.

- Hun er udtaget fordi vi ser hende som en af de 16 bedste, der er til rådighed på nuværende tidspunkt, og det skal Stine være rigtig stolt over. Vi er i hvert fald glade for, at have hende med, siger Jesper Jensen, der tager til EM-slutrunden med forhåbninger om medaljer, selvom truppen er uden rutinerede spillere som Louise Burgaard, Kathrine Heindahl, Mette Tranborg og keeper Sandra Toft. Alle spillere, der kom hjem med en OL-bronzemedalje fra Paris i sommers.

Drømmen er medaljer

- Vi har en drøm om at få medaljer. Det har vi hver gang, og vi har endnu ikke vundet et mesterskab. Så målsætningen er at komme ned og producere det bedste vi har i os. Så må vi se hvad realiterne er, når vi har spillet kampene, men drømmene slukker ikke bare fordi vi har skiftet lidt ud på holdet, kommer det afslutningsvis fra Jesper Jensen.

Danmark indleder EM-slutrunden 29. november mod Kroatien, og de to øvrige hold i den indledende pulje er Schweiz og Færøerne.

Inden EM-slutrunden spiller Danmark endnu engang træningsstævnet Golden League fra 21. til 24. november. Denne gang i Danmark, hvor modstanderne er Norge, Rumænien og Holland i henholdsvis Randers, Holstebro og Viborg.