Landstræner: Uansvarligt at spille VM i junglen

Den schweiziske fodboldlandstræner Ottmar Hitzfeld retter fem måneder før VM-starten i Brasilien hård kritik mod det internationale fodboldforbund Fifa.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hitzfeld, en af de mest vindende trænere på den internationale fodboldscene, er stærkt utilfreds med, at Fifa har valgt Manaus i den brasilianske delstat Amazonas som en af de byer, der skal huse kampe til sommer.

- Jeg finder det nærmest uansvarligt, at man skal spille fodbold sådan et sted midt i junglen, siger Ottmar Hitzfeld til tv-stationen SWR1.

- Jeg tror, at de kommercielle hensyn har været i første række. Der er jeg ikke enig med Fifa, selv om man vil inddrage hele landet i slutrunden, siger Hitzfeld.

Ud over trykkende varme venter der spillerne ekstrem luftfugtighed i millionbyen, der har regnskov til alle sider.

- Man skal være i en meget god fysisk forfatning, og vi vil i de næste uger have adskillige møder med læger, fysioterapeuter og videnskabsfolk om, hvordan man skal forberede sig, siger Hitzfeld.

Schweiz møder Honduras i Manuas 25. juni. Derudover skal kampene Cameroun-Kroatien, England-Italien og USA-Portugal spilles i Amazonas-byen.

/ritzau/