Langt mellem danske tilskuere i Sydafrika

Det bliver kun de mest inkarnerede fodboldfans med store sedler i tegnedrengen, der tager til VM-fodbold i Sydafrika næste sommer.

Intet overhovedet kommer på tilbud i de hektiske VM-dage fra 11. juni til 11. juli. Tværtimod bliver både flybilletter og hoteller meget dyrere, når det danske landshold som et af 32 hold deltager i slutrunden fordelt på 10 stadioner i det store land.

En af de mest erfarne arrangører af sportsrejser, Travel Sense, forventer, at maksimalt 8-9000 danskere vil rejse til en eller flere kampe i den indledende runde. Til sammenligning var der 6500 danskere i Sydkorea/Japan til den seneste slutrunde med dansk deltagelse i 2002.

Flybilletten til Sydafrika vil alene koste 10-12.000 kroner, så en fem dages rejse til en enkelt kamp kan sagtens komme til at koste 25.000 kroner, siger medejer af Travel Sense Ulrik Bohse til Ritzau.

Kommunikationschef Lars Berendt fra DBU siger, at udbuddet af og efterspørgselen efter fodboldbilletter til VM-slutrunden formentlig vil gå nogenlunde op, så man undgår lodtrækning. Det viser erfaringer fra tidligere slutrunder på fjerne kontinenter.

Ved starten af billetsalget i december vil DBU vil få stillet 12 procent af tilskuerkapaciteten til hver gruppekamp til rådighed. Ved finalerunderne får fodboldforbundene hver 8 procent af billetterne.

/ritzau/

Når fodboldlandsholdet er med ved VM i Sydafrika næste år, bliver den danske tilskueropbakning på stedet begrænset. Det bliver nemlig en meget dyr fornøjelse.

Offentliggjort Sidst opdateret