Lars Bak har fået fremtiden på plads og fortsætter karrieren hos det belgiske cykelhold Team Omega Pharma-Lotto.
Det bekræfter han over for DR Sporten.
- I den her verden skal man huske at tænke på sig selv. Der var mange scenarier, men jeg følte i maven, at det rigtige var at tage Lotto, siger Bak til DR Sporten.
Danskeren havde også tilbud fra Garmin og Quickstep, men valget faldt på Lotto.
- Det har ikke været så svært. Lotto har været rigtig professionelle fra dag et af, og der var ikke så meget snak. Det var et godt tilbud. De viste stor interesse, det kan jeg godt lide, siger han.
Lars Bak kan i næste sæson se frem til et gensyn med de franske landeveje, hvor den 31-årige rytter blandt andet skal fungere som hjælper for Lottos Tour de France-profil Jurgen Van den Broeck.
Det har længe stået klart, at der skulle ske noget nyt for silkeborgenseren, da HTC-Highroad lukker efter den igangværende sæson.
Under Touren denne sommer fik Lars Bak vist sig frem til mulige bejlere med imponerende kørsel i Frankrig. Flere gange fik Bak ros for sin hjælp af HTC-Highroads store stjerne, sprinteren Mark Cavendish, der vandt fem etapesejre.
Lige nu er Lars Bak i Danmark, hvor han forbereder sig til søndagens VM-landevejsløb i Rudersdal i Nordsjælland. Her udgør Bak det danske hold sammen med Jakob Fuglsang, Michael Mørkøv, Chris Anker Sørensen, Nicki Sørensen og Anders Lund.
I 2005 blev Lars Bak dansk mester, og det er også flere gange lykkedes for ham at vinde DM i enkeltstart.
Danskeren var inden skiftet til HTC-Highroad forud for 2010-sæsonen en del af det nuværende Saxo Bank-Sungard-mandskab, hvor han dog aldrig fik lov til at prøve sig af i Tour de France.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned