Lars Bak ser allerede frem mod Paris-Nice

Et styrt i lørdagens løb betød, at han slog sin hånd så kraftigt, at han måtte udgå allerede efter 50 kilometers cykling søndag.

Den gode nyhed er dog, at en røntgenundersøgelse har vist, at hånden efter omstændighederne har det godt.

- Den er stadig øm, men den er ikke brækket. Der sidder to muskler inde i hånden, som er hævet. Der er tale om en forstuvning, som gør lige så ondt, som hvis den var brækket, siger Lars Bak til Ritzau.

Han håber på, at han kan komme op på cyklen igen allerede tirsdag, og at han kan køre for fuld styrke igen på søndag, hvor det store etapeløb Paris-Nice begynder.

- Som Brian Holm siger, så er cykelryttere ikke lavet af chokolade, og det er en vigtig tid på året. Jeg vil gøre alt for at blive klar til Paris-Nice på søndag, siger Bak.

Skulle hånden ikke være fuldt funktionsdygtig til weekenden, er der dog også den mulighed, at han i stedet skal køre Tirreno-Adriatico, der begynder onsdag i næste uge.

Lars Bak fik i kraft af holdkammeraten Jürgen Roelandts' skade lov til at køre sin egen chance i weekenden, men det fik han altså ikke meget ud af.

Det får ham dog ikke til at hænge med mulen.

- Sidste år havde jeg ikke rigtigt nogen styrt, så det går lidt og op ned. Selvfølgelig var jeg skuffet, men sæsonen er lang, og der kommer flere chancer for at vise mig frem, siger han.

Danskeren har aftalt med sin sportsdirektør, Herman Frison, at de skal tales ved senere på ugen, når hånden har fået et par dages ro.

/ritzau/

Lars Bak fik aldrig den hovedrolle, som han havde håbet på i weekendens belgiske forårsløb Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne.

Offentliggjort Sidst opdateret