Lars Bak vil udnytte sin superform

Lars Bak var ærgerlig og samtidig godt tilfreds, da han trillede mod trafikken af ryttere, som kom i mål på første etape af Post Danmark Rundt.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg prøver tre gange at sætte dem af, men jeg kunne ikke. Så kunne jeg vælge at lade være med at træde, eller jeg kunne køre for sekunderne. Og det gjorde jeg. Da der manglede syv kilometer kørte jeg bare alt, hvad jeg kunne, siger han.

- Det er første gang, at jeg kommer til Post Danmark Rundt i superform. Det passer helt perfekt efter Tour de France. Sidste år var jeg mæt efter Touren og OL. Nu har jeg virkelig schwung i benene.

Lotto-danskeren havde indledt dagen med at uddele knus og kram til en pæn del af Silkeborgs mange tilskuere i startbyen - hans fødeby.

Om det havde givet ekstra humør, kunne han ikke helt svare på, men han udnyttede i hvert fald sin Tour de France-form til at stikke af fra feltet, da de 128 ryttere ramte målbyen Varde. Han nåede op til dagens udbrydergruppe, og kørte fra dem.

Og endte med en tredjeplads efter at have taget føring de sidste syv kilometer.

- Det var instinktivt, at jeg kørte. Det havde været en rigtigt nem etape. Nærmest som en træningstur, og så kørte jeg bare, da momentet var der. Lidt som, da jeg stak af på første etape af Giro d'Italia i Danmark sidste år, siger Lars Bak.

- Det var som om, at der ikke rigtigt var nogen af holdene som kunne eller ville så meget, fortsætter han inden han afbryder sig selv, da etapevinder Magnus Cort kommer forbi og får et klap på ryggen af den 12 år ældre Tour de France-rytter.

- Satme flot mand. Tillykke med det, råber han til sin besejrer.

For Lars Bak endte etapen med at blive et spørgsmål om at tage tid til den samlede stilling.

- Det ser jo godt ud, fordi vi fik sekunder. Nu må vi se, siger han.

/ritzau/