Lars Eller cementerer sejr og nærmer sig NHL-semifinale
Lars Eller stod for kampens sidste scoring, da Capitals vandt 6-3 over Pittsburgh Penguins. Foto: Scanpix/Amber Searls
Scanpix/Amber Searls
Washington Capitals vandt 6-3 over Pittsburgh Penguins og er blot én sejr fra avancement i NHL-slutspillet.
Danske Lars Eller lukkede og slukkede med en scoring i tomt mål, da Washington Capitals natten til søndag dansk tid spillede sig et skridt nærmere konferencefinalen i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.
Med en sejr på 6-3 hjemme over Pittsburgh Penguins bragte Capitals sig foran med 3-2 i kampe i anden runde af NHL's slutspil.
Der spilles bedst af syv kampe, og Capitals er dermed blot en enkelt sejr fra avancement til, hvad der svarer til semifinalen i NHL.
Pittsburgh Penguins har vundet NHL-mesterskabet de seneste to sæsoner.
I nattens opgør var de forsvarende mestre foran med både 1-0 og 3-2. Men værterne fra Washington sikrede sig sejren med fire mål i tredje periode.
Mod slutningen af opgøret erstattede Pittsburgh sin målmand med en ekstra angriber. Satsningen lykkedes dog ikke, og Washington sendte to gange pucken i det tomme mål til 5-3 og 6-3.
Lars Eller stod for kampens sidste scoring.
Næste opgør spilles natten til tirsdag dansk tid i Pittsburgh.
Winnipeg Jets med Nikolaj Ehlers på isen hentede også en sejr natten til søndag, da Nashville Predators på udebane blev slået 6-2.
Ehlers blev noteret for to assister i storsejren, der bringer Winnipeg foran med 3-2 i bedst-af-syv-serien. Dermed kan Ehlers og holdkammeraterne spille sig videre i NHL-slutspillet med en sejr på egen is på tirsdag.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet