Lars Eller lyner i Washington-sejr over Bjorkstrand
Lars Eller scorede natten til lørdag for tiende gang i NHL i denne sæson, da Washington Capitals slog Columbus Blue Jackets. Foto: Scanpix/Geoff Burke
Scanpix/Geoff Burke
Washington Capitals-danskeren scorede og bidrog med assist i 4-2-sejr over Columbus Blue Jackets.
Ishockeyspilleren Lars Eller indtog en af hovedrollerne, da Washington Capitals natten til lørdag slog Columbus Blue Jackets med 4-2 i NHL.
Den 28-årige dansker scorede for tiende gang i denne sæson og bidrog desuden med en assist for Washington.
Columbus Blue Jackets med Oliver Bjorkstrand på holdet indkasserede dermed det andet nederlag til Washington på få dage. Midt på ugen blev Columbus på egen is slået 2-3 af Washington.
I fortsættelsen natten til lørdag kom gæsterne fra Columbus bagud efter fem minutter, da John Carlson bragte Washington i front med 1-0. Hurtigt lykkedes det Pierre-Luc Dubois at udligne til 1-1 for Columbus.
Med to sekunder tilbage af første periode tog Washington igen føringen. Lars Eller havde placeret sig tæt foran mål og blev noteret for en assist, da Evgeny Kuznetsov sendte pucken ind til 2-1.
For anden gang svarede Columbus hurtigt tilbage med Artemi Panarins udligning til 2-2 efter få sekunder af anden periode.
Washington havde alligevel et overtag, og det udnyttede Jay Beagle og Lars Eller kort efter. Først gjorde Beagle det til 3-2, inden Eller cementerede sejren med scoringen til 4-2 i powerplay.
Danskeren skøjtede fra midten af banen og hamrede elegant pucken ind ved stolpen uden chance for Columbus-keeper Sergej Bobrovsky.
I en anden kamp tabte Detroit Red Wings og Frans Nielsen på udebane med 6-7 til New York Islanders efter et stort comeback fra værterne.
Danskeren leverede en assist, da Detroit i tredje periode bragte sig foran med 4-2, og det blev også 5-2 til gæsterne.
En matchstraf til Tyler Bertuzzi blev dog kostbar for Detroit, der med fem og et halv minut tilbage indkasserede fire scoringer og pludselig var bagud 5-6.
Detroit tvang kampen ud i en forlængelse med målet til 6-6. Alligevel endte det med et nederlag til Frans Nielsen mod sine tidligere holdkammerater, da New York Islanders scorede sejrsmålet til 7-6 tre minutter inde i overtiden.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet