Lars Høgh har igen fået kræft: Jeg har fået tilbagefald
Lars Høgh var med landsholdet, da det var samlet tidligere i oktober. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den tidligere fodboldmålmand Lars Høgh har igen fået kræft i bugspytkirtlen. Det siger han til TV2.
Den tidligere fodboldmålmand og nuværende målmandstræner for landsholdet, Lars Høgh, har igen fået kræft.
Sidste år fik han konstateret livstruende kræft i bugspytkirtlen, og i første omgang lykkedes det at fjerne den med kemoterapi og en operation.
Men nu er sygdommen vendt tilbage samme sted samt yderligere et sted, fortæller Høgh i TV2-programmet Go' aften Live.
- Jeg har fået et tilbagefald, lyder det fra 60-årige Lars Høgh.
Han fik den nedslående besked for seks uger siden.
- Jeg havde 14 dage, hvor jeg ikke vidste, hvilket ben, jeg skulle stå på.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg det godt, men lægerne siger noget andet, siger Lars Høgh, der igen er i kemobehandling.
Han var med landsholdet, da det tidligere i oktober var samlet og blandt andet slog Schweiz i EM-kvalifikationen.
Men han tør ikke spå fremtiden på landsholdet eller generelt.
- Jeg tager en dag ad gangen, så jeg har ikke det langsigtede mål, men jeg får nogle gode dage, og det er jeg faktisk god til, siger Lars Høgh.
Han fik otte A-landskampe og var særligt i vælten ved VM i 1986. Her stod han en brandkamp, da Danmark i gruppefinalen slog Vesttyskland 2-0, men han blev i ottendedelsfinalen skudt i sænk, da Spanien vandt 5-1.
Høgh spillede i hele sin karriere i OB, hvor han er rekordholder med 817 kampe.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker