Lars Jacobsen rygtes til Wigan og Rangers

Klubløse Lars Jacobsen nærmer sig muligvis en ny arbejdsgiver.

Fodboldspilleren, som senest spillede for Premier League-nedrykkerne fra West Ham, skulle ifølge skysports.com være et emne hos både engelske Wigan og de skotske mestre fra Glasgow Rangers.

Til rygterne siger spillerens agent, Mikkel Nissen:

- Jeg har ikke nogen kommentarer til det. Jeg tror, der sker noget inden for en uge eller to. Der er i hvert fald stor interesse - og interesse fra flere forskellige lande, siger Nissen til sporten.dk.

Lars Jacobsen spillede 26 kampe for West Ham sidste sæson, men højrebackens kontrakt med London-holdet udløb her til sommer, hvorefter han har stået uden klub.

Wigan åbnede i lørdags Premier League-sæsonen med 1-1 hjemme mod Norwich, mens Glasgow Rangers menes at være på udkig efter defensive forstærkninger.

Skotternes manager, Ally McCoist, har problemer med en række skader i forsvaret, så Rangers formodedes at skulle forstærke sig hurtigst muligt på den front.

I sidste uge spillede Lars Jacobsen trods sin status som klubløs landskamp i netop Glasgow, hvor danskerne tabte 1-2 til Skotland.

/ritzau/

Ifølge skysports.com er engelske Wigan og de skotske mestre fra Glasgow Rangers interesserede i Lars Jacobsen.

Offentliggjort Sidst opdateret