Lars Jacobsen til Morten Olsen: Brug mig

- Det er nok begrænset, hvad der bliver af spilletid til mig, erkender Lars Jacobsen selv.

Han er ellers fast inventar i startopstillingen som højre back, men FCK'eren er først stødt til landsholdslejren i torsdags på grund af den sene superliga-afslutning, og landstræner Morten Olsen har mere end antydet, at Lars Jacobsen derfor får lidt hvile.

Men trods træthed i kroppen vil Lars Jacobsen gerne i aktion.

- Man vil altid gerne spille og specielt sådan en kamp her. De fleste vil gerne spille mod Brasilien, og selvfølgelig vil jeg også det.

- Det er fede omgivelser, dejligt vejr og en fantastisk modstander, så man kan ikke rigtigt ønske sig meget mere.

- Jeg har haft et hårdt kampprogram på det seneste, og det kan jeg godt mærke i kroppen. Jeg har spillet mange kampe, specielt i de seneste tre uger. Men jeg er som alle andre. Jeg vil gerne spille, siger Lars Jacobsen.

Inden Danmarks første EM-kamp - 9. juni mod Holland - skal danskerne spille endnu en testkamp. Det er i Parken mod Australien 2. juni.

/ritzau/

Alt tyder på, at FC København-spilleren Lars Jacobsen må tage plads på bænken, når fodboldlandsholdet i eftermiddag klokken 15.30 møder Brasilien i en EM-testkamp i Hamburg.

Offentliggjort Sidst opdateret