Lars Knudsen håber på Lindstrøm-opblomstring
Jesper Lindstrøm var fredag til sin første landsholdstræning i 2024. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Jesper Lindstrøm har nogle kvaliteter, der kan gavne landsholdets justerede spillestil, mener Lars Knudsen
Fungerende landstræner Lars Knudsen håber, at offensivspilleren Jesper Lindstrøm kan blive et vigtigt aktiv for det danske fodboldlandshold.
Da landstræneren skulle finde en afløser for den skadede centrale midtbanespiller Mathias Jensen pegede han på Lindstrøm, der primært huserer på kanten eller den offensive midtbane.
Det skyldes, at 24-årige Lindstrøm har nogle af de kvaliteter, som Lars Knudsen gerne vil fremme på landsholdet for at sikre et hurtigt, direkte og chanceskabende angrebsspil.
- Vi har tidligere kunnet se, hvor dygtig Jesper er, så selvfølgelig håber vi, at han kan bringe det spil ind på landsholdet.
- Han har nogle kvaliteter, vi gerne vil have ind omkring vores trup og vores hold. Han er stadig en ung spiller, hvis karriere peger fremad, og det skal vi udnytte, siger Lars Knudsen.
Da landsholdet i november 2022 fløj til VM i Qatar, var Lindstrøm den mest formstærke danske offensivspiller om bord på flyet. Det blev hverken Lindstrøm eller Danmarks slutrunde, og siden har også klubkarrieren peget mere ned end op for den tidligere Brøndby-spiller.
Lige pludselig fik den rapfodede tekniker ikke så meget ud af driblingerne eller sin hurtige acceleration, og hans til tider drabelige langskud var sat helt ud af spil. Selv store målchancer blev brændt, og Lindstrøm fik aldrig fodfæste i den italienske storklub Napoli.
I juli rykkede han i stedet til engelske Everton på en lejeaftale, og der er han tættere på holdet end i Napoli, om end Lindstrøm endnu ikke har bidt sig fast i Liverpool-klubbens startopstilling.
- Jesper ser ud til at være landet et sted, hvor han kommer til at spille lidt mere, og han har allerede fået minutter i flere kampe for Everton.
- Jeg ved ikke, om han har et decideret efterslæb efter at have spillet lidt mindre i en periode. Jeg forstår godt den skepsis. Men lige nu er han et sted, hvor han er i fremgang, og det hjælper landsholdet, jo mere spilletid vores spillere får, siger Lars Knudsen.
Jesper Lindstrøm står noteret for 16 landskampe siden debuten i 2020. Hans seneste landskamp var i november sidste år.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned