Larsen siger farvel: - Hjertevarme og støtte er unik

Cheftræner Jakob Larsen (tv) og NFH-formand John Brædder sagde farvel og tak til hinanden før mandagens kamp mod København. Foto: NFH

Det blev ikke til en sejr for Jakob Larsen i hans sidste hjemmekamp, men han tager mange gode minder med videre.

Offentliggjort Sidst opdateret

37 mål er normalt nok til at vinde en håndboldkamp, men det var ikke tilfældet, da NFH tabte 38-37 til København i den femte slutspilskamp. Det femte nederlag af fem mulige, og igen var det de små marginaler, der blev afgørende og ikke faldt ud til NFH's fordel konstaterede Jakob Larsen, der havde sin sidste kamp i spidsen for de gulblusede hjemme i Spar Nord Arena.

- Det var en syv mod sekskamp, hvor begge hold spiller forrygende syv mod seks og desværre begår vi de to tekniske fejl til sidst der gør, at de vinder kampen. Det ærgrer mig selvfølgelig rigtig meget, for jeg ville gerne have sluttet godt af, lød det fra Jakob Larsen, der fik stående klapsalver i sponsorloungen før kampen og også fik et velfortjent bifald af publikum lige inden kampen for sine otte år i spidsen for holdet.

Slutspillet foruden

- Jeg ville gerne have været det her slutspil foruden, men generelt har vi jo spillet rigtig mange gode kampe på hjemmebane, og jeg er glad og stolt over det, vi har nået i de snart otte år, jeg har været her.

Selv peger han på sejren i pokalfinalen mod Odense i 2017, som højdepunktet blandt mange.

- Vi har tilhørt toppen af dansk håndbold i de her otte år, og at det blev lidt af en fuser her i slutspillet, skal vi bare glemme, og så huske på alle de sejre vi også har fået, lød det fra Jakob Larsen, der ser tilbage på tiden i NFH med stor glæde.

- Jeg har fået en masse nære bekendtskaber. Når man har været her så længe, så lærer man alle og kende rigtig godt. Både de spillere, der har været her længe og ledelsen omkring holdet, har jeg fået et godt forhold til, og noget som man forhåbentlig kan dyrke i de næste mange år. Jeg synes vi har formået at skabe et hold og et produkt, som vi kan være bekendt, og som kan vokse sig større i de næste mange år, siger han og fortsætter.

Fantastisk opbakning

- Den hjertevarme der er hernede og den støtte, der er til holdet er unik. Et fantastisk sponsornetværk og trofaste fans er kendetegnet ved NFH, og bare i dag kommer der 500 sponsorer til spisning inden kampen, selvom vi ikke havde noget at spille for, og det viser bare hvilken opbakning, der er til holdet. Det er noget man stolt over og holder sammen omkring, og bare i dag klapper de holdet ud, selvom vi har tabt fem kampe i træk.  De bakker op både i medgang og i modgang, og det er jeg virkelig stolt over, og vil tage med mig ud i fremtiden, lyder det fra Jakob Larsen, der har indstillet sig på, at han nu skal videre med et nyt projekt i Horsens, når den sidste ubetydelige kamp på fredag mod Odense er overstået.

- Al ting har en tid og metaltræthed indfinder sig i enhver organisation, og hvis man skal videreudvikle holdet, så skal der nogen gange nye øjne på tingene, og det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at når man, som jeg, har kørt bil i 2,5 time hver vej til træning næsten dagligt, så glæder man sig til, at der kun er en times kørsel til Horsens i den kommende sæson, siger Jakob Larsen, der har bopæl i Odense og har haft det igennem hele sit ophold i NFH.