Larsen strålede af overskud


Foto: Claus Hansen Anders Larsen blev Team Sydhavsøernes topscorer. Han scorede syv mål - heraf fire på straffe.

- Det var Anders Larsens bedste kamp i sæsonen. Han gik virkelig forrest og trak de andre op, mens vi var bagud.  
 
Sådan lød buketten af roser fra træner Jimmy Jørgensen til bagspiller Anders Larsen efter Team Sydhavsøernes forrygende håndboldsejr over Albertslund/Glostrup.
 
Anders Larsen delte trænerens synspunkt.
 
- Jeg har haft andre kampe, hvor jeg har leveret ligeså meget, men det har været i kampe, hvor vi måske har vundet med 10 eller 15 mål. I dag var det afgørende, sagde Nykøbing-drengen, som kom til Team Sydhavsøerne fra Helsingør for lidt over halvandet år siden.
 
Og Larsen var god. Rigtig god endda. I første halvleg stod han for tre af sit holds første fire mål og sørgede dermed for, at gæsterne ikke kom for langt foran.
 
Hver en scoring blev fejret med stor jubel og gestikuleren, hvor han hev publikum og medspillere med. Samtidig var han uhyre stabil i defensiven, hvor AG's Jesper Monrad overhovedet ikke kom til fadet. Også i defensiven havde han overskud til at hjælpe holdkammeraterne.
 
- Jeg gjorde i hvert fald, hvad jeg kunne. Jeg ved ikke, om man kan kalde det rutine. Men jeg prøver at fokusere på, at jeg skal gå lidt forrest og prøve på at få de andre med, hvis der er nogen, der hænger lidt med hovedet, forklarede Anders Larsen efter pragtkampen og fastslog:
 
- Det er sæsonens mål, der er nået - og lidt til. Det er helt fantastisk. Vi er så glade over det, vi har præsteret. Og det hele var bare perfekt i dag med sådan en kulisse, og to gode hold, der gerne ville spille, og som virkelig har skildt sig ud i 2. division.
 
- Men sæsonen er ikke slut endnu, selv om vi selvfølgelig står med et rigtig godt udgangspunkt. Der er stadig mange kampe, der skal vindes.
 
 




Anders Larsen gik forrest i første halvleg. Han piskede overskud ind i holdkammeraterne.

Offentliggjort Sidst opdateret