Las Vegas lægger ring til Sarah Mahfouds VM-attentat
Sarah Mahfoud (til venstre) har ventet på en ny VM-chance, siden hun tabte til Amanda Serrano i efteråret 2022. (Arkivfoto). Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Sarah Mahfouds VM-titelkamp mod australieren Skye Nicolson bokses 6. april i Las Vegas.
Sarah Mahfoud skal en tur til Las Vegas, når hun skal forsøge at erobre det ledige VM-bælte i fjervægt hos bokseforbundet WBC.
Mahfoud skriver på Instagram, at titelkampen mod Skye Nicolson nu er faldet endelig på plads. Den afvikles 6. april på hotel Fontainebleau i den berømte spilleby.
- Det er officielt. Vi ses i Vegas 6. april, skriver Sarah Mahfoud i et opslag illustreret med en stævneplakat.
Muligheden for at blive WBC-verdensmester er opstået, fordi den regerende mester, Amanda Serrano, i december opgav sit VM-bælte i protest mod reglerne.
Hun var utilfreds med, at WBC ikke vil dispensere fra reglerne om, at titelkampe hos kvinderne skal bokses over ti omgange på hver to minutter.
I stedet beordrede forbundet en VM-kamp mellem Sarah Mahfoud og australske Skye Nicolson.
Australieren har bokset ni professionelle kampe og vundet dem alle, mens Mahfoud har lidt et enkelt nederlag i sine hidtidige 15 kampe. Det kom i en VM-kamp mod netop Amanda Serrano i efteråret 2022.
Mahfoud var senest i ringen i oktober, hvor hun pointbesejrede Marcela Acuña fra Argentina.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde