Lasse Norman Hansens cykelhold lukker ned
Lasse Norman Hansen skal finde et andet hold efter denne sæson, fordi Aqua Blue Sport lukker aktiviteterne på topplan ned. Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix
Prokontinentalholdet Aqua Blue Sport har ikke fundet midlerne til at føre holdet videre i næste sæson.
Cykelholdet Aqua Blue Sport, der har de danske ryttere Lasse Norman Hansen og Casper Pedersen på holdet, lukker aktiviteterne på topplan ned efter i år.
Det meddeler holdet på Twitter. Det irske hold har eksisteret i cirka to år.
- Aqua Blue Sport vil ikke søge om at få kontinentallicens for 2019 hos UCI (Den Internationale Cykelunion, red.), lyder det i meddelelsen.
Cykelholdet meddelte tidligere i august, at det havde opkøbt Vérandas Willems-Crelan, der også har status af prokontinentalhold, og som har blandt andre PostNord Danmark Rundt-vinderen Wout van Aert på holdet.
Købet blev dog afvist af Vérandas Willems-Crelan.
Aqua Blue Sport skriver, at holdet håber at kunne genoptage aktiviteterne på et tidspunkt i fremtiden.
OL-guldvinderen i omnium fra 2012, Lasse Norman Hansen, har kørt for Aqua Blue Sport i hele holdets snart toårige levetid, efter at han skiftede fra Team Stölting.
Casper Pedersen kom før denne sæson til det irske hold fra Giant-Castelli.
Aqua Blue Sport har også dansk islæt på lederplan, eftersom Nicki Sørensen er sportsdirektør på holdet. Den danske sportsdirektør modtog nyheden mandag morgen og skal nu på jagt efter et nyt job.
Det siger han til TV2 Sport.
- Jeg er ikke glad for at hoppe fra hold til hold, hvilket mine 15 år hos Bjarne (Riis, red.) også beviser.
- Jeg vil meget gerne fortsætte i sporten, og jeg vil gerne fortsætte som sportsdirektør. Det er mit primære mål. Jeg leder efter et nyt hold, siger han til mediet.
Det irske hold har i år haft status af prokontinentalhold, niveauet lige under World Tour.
Aqua Blue Sport var allerede i sin første sæson sidste år med i Grand Tour-løbet Vuelta a España.
Her lykkedes det for holdet at sikre en etapesejr, da østrigeren Stefan Denifl vandt 17. etape. Det skete nogle dage efter, at vandaler havde brændt Aqua Blue Sports holdbus af.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker