Lasse Vibe og Kenneth Zohore netter i England
Lasse Vibe, som her får sig lidt at drikke under OL i Rio, scorede to gange for Brentford tirsdag aften. Foto: Polfoto/Jens Dresling
/ritzau/Jens Dresling
Lasse Vibe blev dobbelt målscorer for Brentford, mens Kenneth Zohore nettede for Cardiff i The Championship.
Mens ingen af danskerne i Premier League markerede sig med scoringer tirsdag aften, så var der flere danskerscoringer i Englands næstbedste fodboldrække, The Championship.
Således nettede angriberen Lasse Vibe to gange for Brentford, som vandt 3-0 på hjemmebane over Aston Villa.
Lasse Vibe bragte Brentford foran 1-0 efter 25 minutter, da han energisk brød igennem Aston Villas forsvar og chippede bolden ind bag keeperen Sam Johnstone.
Brentfords Nicholas Yennaris, som lagde op til Vibes 1-0-scoring, fordoblede selv føringen 13 minutter senere.
Men formstærke Lasse Vibe var ikke færdig og cementerede med endnu et mål 3-0-sejren efter 65 minutter.
Lasse Vibe var ikke den eneste danske angriber med mål i støvlerne.
Også Kenneth Zohore kom på tavlen, da den tidligere FC København-, Brøndby- og OB-angriber scorede til 2-0 for Cardiff City hjemme mod Preston North End.
Cardiff endte også med at vinde kampen over Preston med de cifre. Hverken angriberen Simon Makienok eller målmanden Anders Lindegaard kom på banen for Preston.
Både Brentford, Aston Villa og Cardiff har 36 point i midten af Championship. Brentford og Aston Villa har spillet 28 kampe, mens Cardiff har spillet 29.
Preston er trods nederlaget placeret som nummer ti i tabellen med 41 point efter 29 kampe.
Nicklas Bendtner sad på bænken i hele kampen for Nottingham Forest, som vandt 2-0 hjemme over Rotherham.
Angriberen Britt Assombalonga var igen foretrukket i stedet for Bendtner, og han scorede begge mål for Forest.
Da Assombalonga blev skiftet ud, var det den tidligere FC Vestsjælland-angriber Apostolos Vellios, som kom på banen i de sidste minutter af kampen.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker