Laudrup afviser job i Atlético Madrid

Michael Laudrup afviser, at han i nær fremtid vil overtage træneransvaret i den spanske storklub Atlético Madrid. Danskeren er af spanske medier blevet sat i forbindelse med jobbet som træner i den kriseramte klub, der onsdag blev ydmyget med 0-4 af Chelsea i Champions League.

- Jeg kan kun sige, at jeg er glad for, at mit navn har været sat i forbindelse med en så stor klub. Men jeg skal altså ikke være cheftræner i Atlético Madrid, fastslår Michael Laudrup over for politiken.dk.

Atletico Madrids ledelse blev ifølge de spanske aviser AS og Marca set i selskab med Michael Laudrups agent i løbet af torsdagen. Møderne havde deltagelse af Atlético-præsident Enrique Cerezo samt klubbens sportsdirektør, Jesus Garcia Pitarch, men Laudrup takkede ifølge de to aviser nej til det udspil, han blev tilbudt.

Michael Laudrups beslutning betyder med stor sandsynlighed, at klubbens hårdtpressede træner, Abel Resino, får lov til at stå i spidsen for Atlético, når holdet i weekenden møder Mallorca i Primera Division.

Michael Laudrup, der tidligere har været træner i Brøndby samt Getafe, har været uden arbejdsgiver, efter at han i april blev fyret i russiske Spartak Moskva.

/ritzau/

Foto: ALEXANDER WILF/AP

Michael Laudrup glæder sig over at blive sat i forbindelse med storklubben Atlético Madrid, men afviser, at han skal være træner i den spanske klub.

Offentliggjort Sidst opdateret