Laudrup-assistent: Michael nægter defensivt spil

Swansea har et fantastisk udgangspunkt, når holdet på hjemmebane i aften tager imod Chelsea i Liga Cuppens semifinale.

Offentliggjort Sidst opdateret

Waliserne vandt den første kamp 2-0 i London. Derfor skal sidste sæsons Champions League-mestre fra Chelsea presse på, da holdet skal score tre mål for at gå videre.

Men det får ikke Swansea til at spille anderledes, fortæller Erik Larsen, der er manager Michael Laudrups assistent.

- Vi vil ikke spille mere defensivt, for det ligger ikke i Michaels tankegang. Det er næsten den eneste måde, man ikke kan vinde på, når man møder et hold med så meget individuel kvalitet.

- Selvfølgelig skal Chelsea angribe, fordi holdet skal score mål. Det er et uhyggeligt stærkt hold, men de er bedre til omstilling, end de er til at presse på, siger han.

Ligesom Michael Laudrup mener han ikke, at Swansea er favoritter i kampen om at gå videre til finalen på Wembley, for meget kan ske, når et hold som Chelsea kommer på besøg.

Hvis Swansea vinder Liga Cuppen, vil det være det største, der er sket i klubben i dens levetid på 100 år, og det er spillerne i høj grad bevidst om.

- Vi har en dynamisk gruppe af spillere, der er villige til at dø på banen for at gå videre til finalen. At komme i finalen på Wembley er jo ikke kun en fodboldkamp, fordi Swansea er fra Wales. Det er noget nationalt, hvor England møder Wales.

- Det er en stor dag i dag. Alle mennesker her er interesseret i det. Også dem, der ikke interesserer sig for fodbold. Hele Wales følger med, siger Erik Larsen.

De seneste to gange englænderne har været på besøg på Liberty Stadium, er kampene endt 1-1.

Selvom statistikken og resultatet fra første kamp er på walisernes side, mener Erik Larsen, at det er svært at spå om Swanseas chancer mod et hold som Chelsea.

- Vi spiller mod et af verdens bedste hold, som i øvrigt er Champions League mestre. Vi er ikke favoritter, men det er et fint udgangspunkt.

Kampen begynder klokken 20.45. I finalen venter overraskelsen Bradford fra den fjerdebedste række.

/ritzau/