Laudrup bander over sin sportsdirektør

Det er sjældent, at Michael Laudrup bliver sur. Og det er endnu sjældnere, at Mallorca-træneren offentligt kritiserer sin egen klubs sportslige ledelse.

Men Laudrup er så harm over, at Mallorca ikke har formået at forstærke sig i sommerens transfervindue, som smækkede i onsdag ved midnat.

På et pressemøde fredag langede Laudrup hårdt ud efter Mallorcas sportsdirektør og vicepræsident, Lorenzo Serra Ferrer.

Og det dæmper heller ikke Laudrups frustration, at Mallorca hentede den ukendte spiller Marvin Ogunjimi fra den belgiske klub Genk i sidste øjeblik, og måske endda et par minutter for sent.

- Jeg aner ikke, hvem han er, og man har hentet ham måske to minutter over 12, så Fifa ikke godkender handlen.

- Og vi kan nu komme i den helt grelle situation, at vi har brugt 2,4 millioner euro på en spiller, vi ikke kan bruge før januar måned, harcelerer Laudrup ifølge Ekstra Bladet.

Mallorcas tøvende ageren vækker dårlige minder fra det fejlslagne forsøg på at hente angriberen Anthony Ujah til klubben fra norske Lillestrøm tidligere på sommeren.

- Men det er, hvad der kan ske, når man gør alting i sidste sekund. Det var for fanden også det, der skete for syv måneder siden. Det er jo fuldstændig deja-vu. Sådan kan man jo ikke arbejde, siger Laudrup.

Den danske træner var så desperat, at han mandag - to dage før transfervinduets lukning - ringede til tre af Spaniens største klubber i jagten på en ny midtbanespiller.

Michael Laudrup ringede til Real Madrid, Valencia og Atlético Madrid og fik både José Mourinho, Unai Emery og Gregorio Manzano i tale om de spillere, han gerne ville have til Mallorca.

- Desværre blev det til tre afslag, men jeg fik fat på de tre trænere på under 24 timer. På et møde i Mallorca samme mandag havde man ikke engang nogen navne at gå efter.

- Det var, som om man troede, at problemerne ville gå væk, hvis bare man lukkede øjnene, forklarer Laudrup.

- De seneste dage har været utrolig frustrerende. Nu har vi fri et par dage, og så kan man lige slappe lidt af og prøve at tænke på noget andet, siger Laudrup.

/ritzau/

Michael Laudrup kritiserer i skarpe vendinger Mallorcas ledelse for ikke at have ageret i transfervinduet.

Offentliggjort Sidst opdateret