Laudrup-Dufour vinder sølv individuelt ved VM i Herning
Cathrine Laudrup-Dufour og hesten Vamos Amigos red sig mandag til VM-sølv på MCH Arena i Herning. Foto: 10050 Pontus Lundahl/Tt/Ritzau Scanpix
Et fremragende ridt af briten Charlotte Fry betød, at Cathrine Laudrup-Dufour måtte nøjes med VM-sølv mandag.
Den danske dressurstjerne Cathrine Laudrup-Dufour var tæt på at tage sin anden guldmedalje på to dage ved VM i dressur i Herning, men en britisk pragtpræstation betød, at det blev til dansk sølv.
Det er første gang i 16 år, at en dansker vinder en VM-medalje individuelt.
I smuk symbiose med sin hest Vamos Amigos leverede Laudrup-Dufour et ellers næsten fejlfrit program Grand Prix Special. Bundniveauet var tårnhøjt, og et par småfejl kunne ikke fjerne indtrykket af en flot præstation.
Det honorerede dommerne med en score på 81,322, som var klart bedste score, inden de to sidste ekvipager skulle i ilden.
Britiske Charlotte Fry var på papiret hårdeste modstander, og den 26-årige brite leverede karrierens nok bedste præstation på hesten Glamourdale.
Med en imponerende score på 82,508 tog hun guldet, mens den levende legende Isabell Werth som sidste rytter ikke var i nærheden af at presse hverken Fry eller Laudrup-Dufour.
- Det er selvfølgelig helt vildt, men det er også helt vildt skuffende, når det var så tæt på, siger Laudrup-Dufour til DR2 om sin sølvmedalje.
Hendes tre holdkammerater fra guldtriumfen for hold søndag, Carina Cassøe Krüth, Daniel Bachmann Andersen og Nanna Merrald Rasmussen, var også i aktion i den individuelle konkurrence mandag.
Sidstnævnte havde en svær dag på MCH Arena i Herning, hvor et par store fejl blev kostbare og sendte hende ned som nummer 22. Det betyder også, at hun og hesten Blue Hors Cack ikke kvalificerede sig til onsdagens Grand Prix Kür.
Det gjorde Carina Cassøe Krüth på Heiline's Danciera med en 12.-plads og Daniel Bachmann Andersen på Marshall-Bell med en ottendeplads derimod.
Laudrup-Dufour er selvsagt også kvalificeret til onsdagens Grand Prix Kür.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker