Laudrup føler sig ikke klar til Europa

Mallorcas ambition har hele tiden været at undgå nedryknings fra Primera Division, men i takt med de gode resultater er flere spillere begyndt at snakke om, at målet nu er at komme til at spille i Europa League i næste sæson.

Men det er ikke nødvendigvis en ambition holdets danske træner, Michael Laudrup, deler.

Mest fordi klubben kæmper med store økonomiske problemer og dermed har begrænset mulighed for at agere i både pokalturnering, hjemlig liga og Europa League.

- Hvis vi beslutter os for at gå efter at komme i Europa League, er det noget, vi skal blive enige om alle sammen i fællesskab.

- Det drejer sig ikke kun om mig og spillerne, men også klubben, siger Michael Laudrup til B.T.

- Er vi forberedt på at spille Europa League til næste år? Har vi penge til at hente nogle nye spillere, som vi vil få brug for, hvis vi skal være med i tre turneringer?

- Det vil være svært med så urutineret hold, som vi har nu, siger han.

Han behøver blot tænke et par måneder tilbage i tiden for at finde belæg for sine udtalelser. På det tidspunkt var klubben både med i pokalturneringen og ligaen. Og det kostede point.

- Man kan jo se, hvor meget det kostede, at vi var med i pokalturneringen bare i en måneds tid, siger Laudrup.

Han slår fast, at sæsonmålet om at nå 42 point endnu ikke er nået. Det er det pointtal han har sat, for at være sikker på at undgå nedrykning. I øjeblikket har holdet 38 point på ligaens niendeplads. Der er dog kun fire point op til Europa League-pladserne.

- I første omgang gælder det om at nå de 42 point. I det øjeblik vi når dem, må vi se, hvor mange kampe, der er tilbage. Hvis vi når det inden for de næste to kampe, så er der syv runder tilbage. så kan det da godt være, at vi skal lave en ny målsætning.

/ritzau/

Michael Laudrups spillere har ambitioner om Europa League, men den danske træner er skeptisk.

Offentliggjort Sidst opdateret