Laudrup har startet træningen i Qatar
Det danske fodboldikon Michael Laudrup er blevet bekræftet som ny træner i Qatar-klubben Lekhwiya SC, som på sin hjemmeside skriver, at danskeren starter træningen i dag, tirsdag.
Til politiken.dk udtaler Laudrup:
- Jeg går nu ind i min sidste fase som træner. Men om Lekhwiya bliver min sidste eller måske næstsidste klub, kan jeg ikke sige. Og jeg ved heller ikke, om fasen kommer til at strække sig over to, tre eller fire år. Det svar blæser i vinden.
Klubben skriver ikke noget om, hvor lang danskerens kontrakt er. Det offentliggøres først senere på ugen.
Det er ikke overraskende, at 50-årige Laudrup overtager trænerjobbet i Lekhwiya SC. Mesterklubben havde allerede bekræftet forhandlingerne mellem parterne, og det havde Laudrups agent, Bayram Tutumlu, ligeledes bekræftet.
Michael Laudrup har været uden trænerjob, siden han i februar fik sparket som manager i Premier League-klubben Swansea City. Danskeren afløser det belgiske topnavn Eric Gerets, der blev fyret trods mesterskabet.
Ifølge politiken.dk tager Michael Laudrup dansk-marokkanske Karim Zaza med til oliestaten som målmandstræner.
39-årige Zaza spillede under Laudrup i Brøndby og er tre gange blevet kåret som Superligaens bedste målmand. Han har netop indstillet karrieren.
Michael Laudrup har foruden Swansea tidligere været cheftræner i Mallorca, Spartak Moskva, Getafe og Brøndby.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde