Laudrup henter sin første titel med Swansea
Swansea og manager Michael Laudrup hentede fodboldklubbens første store titel ved søndag at slå Bradford med 5-0 i finalen af Liga Cuppen.
Pokaltriumfen blev en realitet på Wembley, efter at Swansea allerede i første halvleg satte tingene på plads i opgøret, der aldrig fik en antydning af spænding.
Midtbanespilleren Nathan Dyer bragte Swansea foran allerede efter 16 minutter. Dyer fulgte hurtigt op på en ripost fra Bradford-keeperen Matt Duke, efter at angriberen Michu havde afsluttet kompetent.
Michu øgede selv til 2-0 fem minutter før pausen, da spanieren modtog bolden inde i feltet og smart udplacerede Duke i Bradford-målet.
Dyer gjorde det med sit andet mål i kampen til 3-0 kort inde i anden halvleg. Og så kunne det ikke længere gå galt for den walisiske klub, der ligger nummer ni i Premier League.
Bradford fra den fjerdebedste engelske række, League Two, kunne intet stille op i den resterende del af finalen.
Og man kunne kun undre sig over, hvordan det var lykkedes Bradford at slå Premier League-klubberne Wigan, Aston Villa og Arsenal ud på vejen til finalen.
Efter en times spil fremtvang Dyer et straffespark og et rødt kort til Bradford-målmanden Matt Duke, som klodset fældede Dyer på vej til en mulig hattrick-scoring.
Jonathan De Guzman scorede til 4-0 på det efterfølgende straffespark. En utilfreds Dyer ønskede tydeligvis at sparke straffesparket selv, og der var en mindre diskussion på Wembley.
De Guzman gjorde det også til 5-0 i overtiden af kampen, efter at Swansea havde brændt flere oplagte chancer.
Laudrup jublede mere og mere løssluppent fra sidelinjen i takt med, at Swansea fik sat scoringerne ind.
I begyndelsen var det afdæmpet dansk glæde, men til sidst var der to hænder i vejret og stor lettelse over triumfen, der må siges at være en af Laudrups største bedrifter som fodboldtræner.
Tidligere har Swansea vundet den walisiske pokalturnering, men Liga Cuppen - som også kaldes Capital One Cup - er den første store titel, som den lille walisiske klub har vundet.
Med finalesejren kan Laudrup og Swansea se frem til at deltage i næste sæsons Europa League.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde