Laudrup kritiserer Ramos for dum Clasico-udvisning
Sergio Ramos kunne sagtens have raget fire advarsler til sig i lørdagens El Clasico, mener Michael Laudrup.
Med to advarsler og en udvisning bragte Real Madrid-stjernen Sergio Ramos sig i centrum i madrilenernes 2-1-sejr lørdag over FC Barcelona i El Clasico.
Den danske ekspertkommentator Michael Laudrup er efterfølgende ude med hård kritik af den rutinerede forsvarsspiller.
- Hvis han gjorde det, da han var 20 år, kunne man sige, at det var okay, fordi han ikke er så erfaren.
- Nu er han 30 år, og han gør det stadigvæk. Han kunne have modtaget fire advarsler, siger Michael Laudrup ifølge goal.com i et interview med Sky Sports.
- Den første (advarsel, red.) får han efter ti minutter, og han kunne være sendt i bad efter 17 minutter.
- Han er en af de mest erfarne spillere og en af de bedste forsvarsspillere i verden, men sådan noget gør man ikke, siger danskeren.
Michael Laudrup mener desuden, at Real Madrid-spillerne helt fortjent kunne rejse hjem med sejren.
- I anden halvleg var de bedst. Selv da de kom bagud med 0-1, kom de tilbage og fik udlignet.
- Også da de var ti mand på grund af det dumme gule kort til Ramos.
- Jeg synes virkelig, at de fortjente det. De skabte vel desuden to-tre gode chancer, siger Michael Laudrup.
Cristiano Ronaldo endte som matchvinder med en scoring fem minutter før slutfløjt. Kort forinden var Sergio Ramos blevet bedt om at forlade banen.
Til trods for sejren har Real Madrid syv point op til FC Barcelona på førstepladsen i Primera Division. Der resterer syv spillerunder i den bedste spanske fodboldrække.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker