Laudrup med stort resultat: Får 1-1 mod United

Michael Laudrup og Swansea får æren af at være den første modstander, der har tildelt Manchester United et uafgjort resultat i denne sæson med 1-1.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dermed fortsætter den danske manager sin gode statistik mod topholdene. For lidt over tre uger siden vandt Swansea 2-0 over Arsenal.

Søndagens resultat betyder, at Manchester City efter en heldig 1-0-sejr lørdag over Reading, haler ind på United i toppen af Premier League, hvor der nu blot er fire point mellem de to klubber.

I slutfasen modstod Swansea et kolossalt pres fra Manchester United, men hjemmeholdet havde også mange store chancer undervejs.

Kampens første mål faldt efter en dødbold - efter bare et kvarters spil. En lidt for upresset Patrice Evra scorede på et hovedstød direkte efter hjørnespark.

Men efter Uniteds føringsmål kom Swansea bedre og bedre med, da spillerne fandt deres vanlige niveau i kombinationsspillet. Swansea kunne have scoret på en kæmpechance midt i halvlegen, men dommeren fløjtede overraskende for frispark til Jonny Evans.

Den op til kampen meget omtalte Michu var så på pletten efter en halv time, da Swansea lukkede United-forsvaret op med et par hurtige kombinationer ned over midten.

Bolden havnede i højresiden hos Jonathan De Guzman, hvis skud blev pareret af David De Gea i United-målet, og returbolden landede foran Michu, som udlignede til 1-1.

Dermed vristede Michu sig fri af Robin van Persie på topscorerlisten i Premier League, hvor han har leveret 13 mål, hvilket er et mere end hollænderen.

Swansea fortsatte med glimrende hurtigt opspil i anden halvlegs første 10 minutter, hvor de spillede sig frem til tre fine chancer mod et United-forsvar, der virkede tungt.

I den anden ende var Wayne Rooney tæt på at overrumple hjemmeholdet flere gange, men tættest på var udeholdet efter 66 minutter, da Rooney sendte et indlæg ind til Robin van Persie, som akrobatisk drejede rundt og sparkede bolden på overliggeren.

Michael Carrick havde også et glimrende hovedstød mod trekantsammenføjningen, men forsøget blev reddet.

/ritzau/