Laudrup og Agger deler i engelsk midterduel
Manglende effektivitet blev overskriften på det danske møde mellem Michael Laudrup og Daniel Agger i Premier League.
Hverken værterne fra Swansea eller Liverpool fik scoret i søndagens opgør, der endte 0-0.
Laudrups Swansea-mandskab lagde bedst ud og formåede med kvikke kombinationer at få lagt et tryk på gæsternes mål i kampens indledning.
Især Pablo Hernandez voldte Liverpools forsvar problemer, men desværre for Michael Laudrup var spanierens skarphed ikke i top.
Tættest på en scoring for Swansea var Wayne Routhledge efter et kvarter, da han tvang gæsternes keeper Pepe Reina til en flot redning.
Liverpool overlevede det første tryk og fik tilkæmpet sig et lille overtag i en ellers jævnbyrdig affære.
Daniel Agger og holdkammeraterne var især overlegne i forbindelse med standardsituationer, hvor Swansea havde svært ved at dæmme op for Liverpools hovedstødsstærke folk.
Det var dog lille Raheem Sterling, der havde kampens vel nok største chance, da han fangede en nedfaldsbold efter et hjørnespark, lod bolden hoppe foran sig, inden han bankede den op på overliggeren.
Liverpools topscorer Luis Suarez, der op til kampen var blevet svinet af Swanseas Ashley Williams på grund af sit skuespil, kom også til en række skudforsøg, men for ofte ramte han lige på hjemmeholdets keeper.
Swansea har 17 point, mens Liverpool har 16 efter 13 spillerunder. Begge klubber er placeret midt i Premier League.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker