Laudrup og Mallorca river kontrakten itu

Så er det helt officielt.

Michael Laudrup og Mallorca har ikke længere papir på hinanden, efter at de to parter tirsdag aften nåede til enighed om at rive danskerens kontrakt med den spanske klub i stykker.

Det meddeler Mallorca på klubbens hjemmeside efter forhandlinger med Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu. Og danskeren forlader klubben med en stor pose penge.

Ifølge den velunderrettede hjemmeside futboldesdemallorca.com modtager Laudrup cirka halvdelen af sin løn for at forlade Mallorca. Det betyder, at danskeren kan stikke cirka 2,5 millioner kroner i lommen.

Michael Laudrup havde oprindeligt kontrakt med klubben fra den spanske ferieø frem til sommeren næste år, men danskeren sagde tirsdag formiddag, at han ikke kunne fortsætte i klubben længere.

Mallorca fyrede mandag aften Laudrups danske assistenttræner, Erik Larsen, efter at Larsen havde udtalt, at sportsdirektør Lorenzo Serra Ferrer skulle være "et dårligt menneske", og at Serra Ferrer ville styre alt i klubben.

Michael Laudrup har også selv tidligere været ude med riven efter Serra Ferrer, som efter Laudrups mening ikke handlede godt nok ind i sommerens transfervindue.

I lørdags sagde Michael Laudrup på et pressemøde, at han ikke forventede at fuldføre sin kontrakt med klubben, og at det nok mest var et spørgsmål om hvornår - og ikke om - Mallorca ville fyre Laudrup.

/ritzau/

Michael Laudrup og Mallorca er nået til enighed om ophæve danskerens kontrakt med klubben.

Offentliggjort Sidst opdateret